Livsstil og forbrug

Fysiohuset i Over Fussing opruster med flere faggrupper

Fysiohuset i Over Fussing har efter en omfattende renovering også oprustet med flere fagkompetencer. På billedet ses fra venstre fodterapeut, Lea Jensen, psykolog, Lea Tønning Hotson, samt diætist Julie Østergaard. Desuden er klinisk massør Arisa Toft, som ikke er med på billedet, blevet tilknyttet Fysiohuset. Fremsendt foto

En omfattende renovering i Fysiohuset i Over Fussing over det sidste halvandet år, hvor førstesalen senest er inddraget som behandlingsområde, har betydet, at indehaverne Nille Hald og Thomas Rasmussen nu har fået mulighed for at udvide deres platform med flere faggrupper.

Fysiohuset i Over Fussing er gennem det sidste halvandet år blevet renoveret fra top til tå.

Sidste sommer blev man færdige med renoveringen af stueetagen, hvor alle fysioterapeuter har fået lukkede behandlerrum, mens det ikoniske sekskantede rum er omdannet til et TRX træningsrum.

Udvidelse med førstesal

Efter at tidligere indehaver af klinikken, Anne-Marie Nielsen, i januar sidste år flyttede ud af lejligheden på første sal, blev der plads til at udvide med flere behandlingsrum, og førstesalen blev indrettet med rum, som egner sig til andre typer af behandlingsformer. Således har Fysiohuset nu udvidet deres faggrupper med foreløbigt diætist Julie Østergaard, psykolog Lea Tønning Hotson, massør Arisa Toft samt fodterapeut Lea Jensen.

Fodterapeuten har dog fået plads i stueetagen, da klienterne ofte er gangbesværede, fortæller Nille Hald.

– Men vi har hele tiden tænkt, at der skulle nogle andre faggrupper ind ovenpå, og det er vi så lykkedes med nu, hvor vi foreløbigt har fået en psykolog, en diætist og en massør. Vi håber på, at vi også kan få en zoneterapeut ind, ligesom vi gerne vil have en yogainstruktør på programmet, siger hun og tilføjer:

– Vi har også tanker om at få nogle ind, som kan komme og holde et foredrag om relevante emner eller nogle, der kan komme og holde en workshop med et tema, der passer ind i vores koncept, noget der kan bidrage til at skabe dynamik i huset, og som vi kan bruge på tværs af vores faggrupper.

Mere holistisk tilgang til behandling

De to medejere af Fysiohuset er også glad for de nye kompetencer huset, fordi det giver mulighed for en mere holistisk tilgang til behandling af klienterne.

– Det er ikke altid den fysiske behandling og træning slår til, hvis der er nogle andre udfordringer, der blokerer. Her er det en stor værdi, at vi samtidig kan bringe psykologen i spil, fortæller Nille Hald.

På samme måde giver konsultationer med diætist, Julie Østergaard, et bedre resultat for eksempelvis overvægtige, der kommer i Fysiohuset.

Indehaverne af Fysiohuset i Over Fussing har stadig plads til flere behandlere, og nu håber man, at flere har lyst til at byde ind.

– Vi vil gerne have flere kolleger ind i huset, som kan bidrage til større dynamik – både imellem behandlerne, men også for at kunne give vores klienter den optimale service og de bedste tilbud til at løse deres udfordringer, siger Nille Hald.

Læs mere på fysiohuset.dk

Kommentarer