Kultur og events

GAIA-udstilling: ‘The Other Travel Agency’

Kunstner Stella Brouer Heilsvig fra GAIA Akademi har været instruktør på en tegneworkshop i Helsinki. Tegningerne bliver nu udstillet på akademiets museum i forbindelse med særudstillingen 'The Other Travel Agency'. Udstillingen kan ses på GAIA fra den 18. december 2019 til og med den 11. januar 2020. Dog skal det bemærkes at museet er lukket i julen.

Direkte fra Europa Parlamentet i Bruxelles vender en udstilling hjem til GAIA i Randers. Kunstnerne fra GAIA Akademiet har udstillet egne værker i den belgiske hovedstad. Her i blandt et par spændende rejsekufferter med venlig hilsen fra Randers.
Udstillingen ‘The Other Travel Agency’ kan opleves på GAIA Museum fra onsdag den 18. december og de følgende par dage op til jul, samt igen fra den 2.januar til og med den 11. januar 2020.
De danske kunstnere har skabt udstillingen sammen med kunstnere fra INUTI i Stockholm, Kaarisilta og Kettuki i Finland og List an Landemæra i Island. Mens kunstnerne fra Randers har haft fokus på deres yndlingssteder og historier fra Randers, har de øvrige nordiske kunstnere haft fokus på tilsvarende steder i deres lande. Udstillingens centrale spørgsmål lyder “Hvad ville du vise frem i din by?”. Fælles for de forskelligartede værker er, at genren er outsiderkunst. Det er en kunstgenre, der er karakteriseret ved typisk at blive skabt af mennesker på kanten af en social normalitet. Det er samtidig en meget spontan form for kunst, der udtrykker kunstneres følelser, tanker eller oplevelse i nuet.
GAIA Museum er europæisk sekretariat for denne kunstgenre og arbejder ofte på tværs mellem flere nordiske og europæiske lande for at fremme outsiderkunsten. Den aktuelle særudstilling er blevet til med støtte fra Nordisk Kulturfond.
– De to rejsekufferter fra Randers og et stort 2 meter langt træskib har vakt opsigt i Europa Parlamentet i Bruxelles, og det har været et stor skulderklap til vores kunstnere. Vi ser nu frem til at kunne vise særudstillingen på museet hjemme i Randers – siger Anna Noe Bovin, leder af GAIA Museum og Akademi.
Træskibet fra projektet er dog ikke med i udstillingen på GAIA, da det er blevet en del af det belgiske kunstmuseum Trinkhalls samling. Til gengæld skal kunstneren bag værket, Claus Thomsen, deltage i en fernisering til marts og dermed repræsentere Randers og GAIA Akademi i Liege.
To andre kunstnere fra GAIA Akademi, Mia Sundstrup og Stella Brouer Heilsvig, var i forbindelse med projektet instruktører på en tegneworkshop i Helsinki, hvor gæsterne blev inviteret til at tegne deres Helsinki. Tegninger fra denne workshop kan ses i akademiets særudstilling ‘The Other Travel Agency’ fra 18. december 2019.

Kommentarer