Debat og politik

Henriette Ergemann færdig som næstformand i Nye Borgerlige

Den 7. februar i år blev Henriette Ergemann, efter et kampvalg blandt seks kandidater, valgt til posten som Nye Borgerliges nye næstformand med overvældende flertal på 204 ud af 317 stemmer.

Efter valget af Henriette Ergemann som næstformand gengav en række medier, blandt andet Ekstra Bladet og B.T., flere kontroversielle kommentarer, som hun havde postet på sociale medier. Det var især håndteringen af coronakrisen, som Henriette Ergemann langede ud efter. Tilbage i 2020 omtalte hun Karen Hækkerup som en “sindssyg kælling”, da hun som generalsekretær i Unicef Danmark fortalte, at organisationen var i gang med at indkøbe coronavacciner til børn.

I dag, 13 dage senere, trækker hun sig nu fra næstformandsposten i partiet. Det fremgår af et opslag på hendes facebookside.

“Den seneste uge har været sindssyg hård for mig, min familie og for det parti, jeg holder så meget af. Jeg er en holdspiller ind til benet, og det sidste jeg ønskede var at skade partiet, og at nogle gamle udtalelser står i vejen for det vigtige arbejde, vi har for et friere Danmark. Den kamp er langtfra slut og den slipper jeg på ingen måde, tværtimod. Beslutningen er min, og jeg er ikke blevet væltet af Hovedbestyrelsen, hvilket slet ikke er muligt, da jeg er valgt af medlemmerne. Så den historie der i dag har været bragt i VAF er ikke sandheden. Dog vil jeg ikke lægge skjul på, at presset fra medierne har været massivt og ødelæggende for mig. Jeg ser nu fremad og fortsætter selvfølgelig i partiet, og med mit arbejde i kommunalbestyrelsen, og opfordrer alle til fortsat at bakke op om mit og Nye Borgerliges arbejde”.

Ifølge presseansvarlig i Nye Borgerlige, Mads Wibeck-Nilsson, lyder det, at der vælges ny politisk næstformand ved parties næste ordinære årsmøde i oktober.

Kommentarer