Samfund

Historisk høj beskæftigelse kan fortsat stige

Dansk økonomi er i god gænge og står ikke over for en nedtur lige foreløbigt.

Det er den overordnede konklusion på en ny prognose fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) på baggrund af data fra Danmarks Statistik.

BNP forventes at vokse med 2,8 procent i år og 1,7 procent næste år.

”Vi forventer, at den nuværende økonomiske situation fortsætter med pæn vækst og inflationen under kontrol,” siger Sofie Holme Andersen, cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

”De seneste år har væksten i økonomien i høj grad været drevet af eksportvækst. Det billede ser ud til at ændre sig, i takt med at forbrugernes købekraft øges yderligere, og lavere renter øger investeringslysten,” siger Sofie Holme Andersen.

”Når væksten i eksporten har haft så stor betydning de seneste år, er det naturligt at tænke i et scenarie, hvor eksporten af varer går ned i gear. Men selv hvis vareeksporten går ned, forventer vi, at der fortsat vil være vækst i økonomien på mere end én procent i både 2025 og 2026. Omvendt kan det også gå endnu bedre for medicinalindustrien end forudsat, så samlet set er jeg ikke så bekymret,” siger Sofie Holme Andersen.

Ifølge prognosen vil beskæftigelsen stige med 9.000 personer i år og 1.600 personer næste år.

”Beskæftigelsen er historisk høj, men vi tror ikke, at den helt har toppet endnu. Dog vurderer vi, at den flader ud i 2026, efter en lille stigning i år,” siger Sofie Holme Andersen.

Produktivitetsvæksten målt i forhold til antal beskæftigede forventes at blive 2,5 procent i 2024, 2,7 procent i 2025 og 1,9 procent i 2026.

Kommentarer