Samfund

Højeste temperatur for en septemberdag i 77 år

På Bornholm er der målt 30,2 grader onsdag. Det er den varmeste septemberdag siden 1947. (Arkivfoto). - Foto: Patrick Pleul/Ritzau Scanpix

Onsdag er der på Bornholm blevet registreret den varmeste temperatur for en septemberdag i Danmark siden 1947. Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) på det sociale medie X.

Klokken 14 blev der målt 30,2 grader.

Det skyldes blandt andet den meget varme luft, der har lagt sig over Danmark fra østlig retning. Det siger Jesper Eriksen, der er vagthavende meteorolog hos DMI.

– Derudover er Østersøen omkring Bornholm tre til fire grader varmere end normalt, så der har ikke været noget til at køle bornholmerne ned, siger han.

– Det er på den vestlige del af Bornholm, man har nået de højeste temperaturer. Det er, fordi luften varmes over land.

Målingen skriver sig desuden ind i dansk vejrhistorie som den sjettevarmeste septembertemperatur, siden DMI begyndte at måle – det vil sige siden 1874.

Den usædvanlige varme har ramt Bornholm efter et døgn, hvor mange andre dele af Danmark har været ramt af skybrud og torden.

Bornholm var et af de få steder, der undgik uvejret.

Tirsdag blev det kraftigste skybrud målt ved Silkeborg. Her faldt 24,2 regn på en halv time.

Onsdag har Roskilde været værst ramt med 20,2 millimeter regn.

Mens der onsdag eftermiddag og aften fortsat vil være dele af Fyn og Jylland, som rammes af både regn og torden, vil solen og varmen de kommende dage begynde at sprede sig.

– Vi lover en sommerlig syvdøgnsudsigt, men om vi når 30 grader igen, det må tiden vise, siger Jesper Eriksen.

– Lokalt har vi lovet, at man kan nå op på 28 grader.

/ritzau/

Kommentarer