Inflationen nu på 10 procent – højeste stigning siden 1982
Inflationen fortsætter sin himmelflugt og stigningen er nu den højeste i fire årtier.
I september steg forbrugerpriserne med 10 procent i forhold til året før. Det er den højeste stigning siden 1982, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Til sammenligning lå inflationstallene i august på 8,9 pct.
– Med den her inflation skal en gennemsnitlig dansk børnefamilie have omkring 45.000 kr. mere op af lommen i årligt forbrug. Og det er rystende nok ikke, fordi de køber mere, men helt og alene fordi priserne er steget, lyder det fra Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank ifølge mediet Finans.
Han tilføjer, at det ikke kan undgå at påvirke forbruget.
– Energipriserne hopper og danser og er med til at definere retningen for inflationen. Der er fortsat udsigt til brede prisstigninger for danskerne, hvor stadig mange virksomheder forventer at hæve priserne over den kommende tid, fortæller cheføkonomen.
En række faktorer peger dog på, at priserne stagnerer eller i den anden retning, påpeger Jeppe Juul Borre. Han forklarer at det blandt andet skyldes, at de globale fødevarepriser bløder op som følge af, at Ukraine igen sejler korn ud fra nogle af sine havne.
Cheføkonom i Dansk Industri, Allan Sørensen, er enig i, at alt ikke ser helt sort ud.
– Den gode nyhed er at priserne på el og gas er faldet kraftigt her i starten af oktober. Det vil lette en del af presset på danskernes el- og varmeregninger, skriver han i en kommentar til Finans.
Kommentarer