Debat og politik

Inger Støjberg fortsat tavs om DF-afhoppere kan blive Danmarksdemokrater

Af: Jan Hagsholm
Ansv. Chefredaktør • Danmarks Netaviser

Da det den 1. juli blev en kendsgerning, at Inger Støjbergs parti Danmarksdemokraterne havde opnået de nødvendige 20.182 vælgererklæringer for at blive stemmeberettiget, stod en række af de afhoppede medlemmer af Dansk Folkeparti allerede i kø for at blive medlemmer af det nye parti.

Men i dag, 14 dage efter er det fortsat uklart, om nogle af dem får en fremtid som Danmarksdemokrat.

Altinget har været i kontakt med partistifter Inger Støjberg og en række af de tidligere DF-medlemmer, men ingen vil give konkrete svar på, om der er dialog eller gensidig interesse.

Med et måske snarligt folketingsvalg i sigte, er det en kendsgerning, at Danmarksdemokraterne endnu ikke har opstillede kandidater, og hvorvidt de afhoppede DF’ere har udsigt til at kunne stille op, vil Inger Støjberg ifølge en korrespondance med Altinget ikke kommentere på. I en mail skriver hun:

– Jeg har ingen kommentarer for nuværende, men jeg melder naturligvis nyt ud, når jeg har noget at berette.

Flere af de tidligere DF-medlemmer bebuder samtidigt, at de ikke har været i direkte dialog med Inger Støjberg.

Fra tidligere DF’er og nu løsgænger i Folketinget Hans Kristian Skibby udtalte han allerede i juni til TV 2 Østjylland:

– Jeg tilslutter mig Danmarksdemokraterne og vil med stor glæde være med til at udforme det grundlæggende politiske arbejde for Inger Støjbergs nye parti.

En af Inger Støjbergs varme støtter, den tidligere sundhedsordfører i DF Liselott Blixt, har ifølge Altinget heller ikke et nyt om sin mulige deltagelse i det nystiftede parti.

– Intet endnu, holder ferie og overvejer, hvad jeg skal.

Kommentarer