Debat og politik

Jon Stephensen beskyldes for dokumentfalsk som teaterchef

Henning Dyremose (tv) beskylder tirsdag i dagbladet Børsen Jon Stephensen (th) for dokumentfalsk.

Da Jon Stephensen i maj måned sidste år blev afskediget fra sit job som direktør for teatret Aveny-T, lød begrundelsen, at bestyrelsen havde mistet tilliden til ham. Det var blandt andet mistanke om forfalskning af en underskrift, der førte til fyringen.

Det oplyser bestyrelsesformand for Aveny-T, Henning Dyremose til dagbladet Børsen tirsdag.

Jon Stephensen, som i november blev valgt til Folketinget for Moderaterne og er partiets kulturordfører, afviser anklagerne. Jon Stephensens advokat, Bjarke Vejby bebuder tirsdag aften, at der onsdag vil blive anlagt en injuriesag mod Henning Dyremose.

Således er fronterne trukket skarpt op i sagen om Jon Stephensens fratræden sidste år.

Jon Stephensen har tidligere kaldt sin fyring for politisk begrundet, hvilket Henning Dyremose tidligere har afvist.

I en pressemeddelelse fra bestyrelsen lød det blandt andet dengang, at opsigelsen skyldtes »en række uenigheder om grundlæggende ledelsesmæssige og forretningsmæssige forhold«.

I dag lyder det i en skriftlig kommentar fra Henning Dyremose til Børsen:

»Vi er fortsat af den opfattelse, at Jon har skrevet under i en andens navn. Jeg har indtil nu ikke udtalt mig om de konkrete årsager til fyring og bortvisning, men når Jon Stephensen udtaler sig i strid med sandheden, så må jeg nødvendigvis reagere.«

Det er første gang, at teatret udtaler sig konkret om, hvad der lå til grund for opsigelsen.

Ifølge Børsens oplysninger var det en whistleblower, som sidste år fortalte teatrets bestyrelse, at Jon Stephensen skulle have – eller have haft til hensigt – at forfalske bestyrelsesmedlemmers underskrifter.

Her kom det ifølge Børsen også frem, at Jon Stephensen som direktør skulle have presset unge skuespillere, der var sygemeldte, til at optræde mod en ekstra bonus på 5.000 kroner.

Det er forhold, som også mediet Zetland beskrev i august sidste år.

Jon Stephensen blev desuden senest i januar i år bortvist fra teatret.

Ifølge Børsens oplysninger skyldes det, at en undersøgelse af bilag og kontrakter har vist, at teaterdirektøren i efteråret 2021 har ladet Aveny-T betale udgifter på mere end 20.000 kroner.

Pengene er gået til lejelejligheder, som Jon Stephensen selv boede i, mens han egen private bolig blev renoveret.

Den tidligere teaterdirektør har gennem forløbet set anderledes på sagen.

Han anlagde i juni sag mod teatret for brud på ligebehandlingsloven. Han mente, at opsigelsen reelt bundede i hans politiske virke, og at han som medlem af Moderaterne havde skrevet en kronik.

Mandag oplyste Jon Stephensen imidlertid i en mail til Ritzau, at han har opgivet sit sagsanlæg mod sin tidligere arbejdsplads.

Forklaringen var her, at sagen ikke er ’forenelig’ med hans arbejde som kultur- og udenrigsordfører.

Kommentarer