Coronanyt

Kommunen sender startpakker til idrætslivet

Onsdag modtager idrætshaller, kommunale svømmehaller og lokale idrætsforeninger en pakke med håndsprit, desinfektionsmidler og vejledning til brug for rengøring. Foreningerne kan senere samme dag igen få adgang til at genoptage træningen i de kommunale idrætshaller, gymnastiksale og svømmesale. Træningen vil dog genåbne i etaper, efterhånden som foreningerne bliver klar.
– Siden det i weekenden blev meldt ud fra de nationale myndigheder at idrætslivet må starte op igen, har den kommunale forvaltningen arbejdet på højtryk for at gøre klar til en genåbning af det lokale idrætsliv. Det er vigtigt for os at sundhedsmyndighedernes retningslinjer bliver fulgt til punkt og prikke. Samtidig skal ingen åbne for aktiviteterne, før de er helt klar til det – siger kultur og fritidschef i Randers Kommune Claus Engstrup.
Mandag eftermiddag sendte Kultur og Fritidsafdelingen i Randers Kommune et nyhedsbrev ud til foreningslivet i Randers. Brevet beskriver blandt andet de principper og retningslinjer, som idrætten skal følge under genåbningen. Derudover fik de lokale foreningsfolk et tilbud om en startpakke med desinfektions- og rengøringsmidler.
– Vi er meget fortrøstningsfulde. Vi kan nu igen komme ind i Spentrup Hallerne, og så er afspritning og klargøring en proces, som vi tager meget alvorligt. Vi skal sørge for, at der ikke er nogen mennesker, som kan blive syge. Vi åbner derfor heller ikke, før vi er klar. Måske kan vi nå det til weekenden, så vores medlemmer kan komme ind og smide nogle af de kilo, som de har taget på under nedlukningen – siger næstformand for Spentrup IF, Lars Meier.
Hos Randers Styrke- & Motionsklub, der har egne lokaler, er der ros til den kommunale forvaltning fra formanden Henrik Jensen.
– Startspakken er et super fint tilbud fra kommunen, der også har været god til at informere os om retningslinjer og forholdsregler. Det er vigtigt for at komme godt i gang. Vi har så ganske vist også selv indkøbt sprit og rengøringsmidler, da vi allerede har genåbnet for træningen. Det betyder meget for vores medlemmer, at de nu igen er i gang. Vi har blandt andet et morgenhold, hvor der både er 75- og 80-årige med på holdet. De har været så glade for at genoptage det sociale liv – siger Henrik Jensen
Der uddeles mere end 100 startpakker i forbindelse en genåbningen af idrætslivet i Randers.
På hjemmesiden www.randers.dk/corona kan du læse mere om genåbningen i Randers Kommune.

Kommentarer