Debat og politik

Konservative: Det er endnu ikke for sent at genoverveje gymnasieaftalen

Det er ikke for sent. Der er stadig tid til at komme de unge mennesker til undsætning, og hun håber inderligt, at regeringen vil udnytte muligheden for at »stoppe det her«. Sådan siger Konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard, i et interview i Berlingske torsdag, og lægger ikke skjul på sin indignation over den gymnasieaftale, regeringen har indgået med et flertal af Folketingets partier.

De Konservative har hele tiden haft den holdning, at det ikke kan være rigtigt, at forældres indkomst skal have indflydelse på, hvor landets unge kan gå i gymnasiet.

– Det er bare så grundlæggende principielt forkert, at det skal være forældres indkomst, der er afgørende for, hvilke muligheder man har som et ungt menneske, siger hun til Berlingske

Baggrunden er en ny måling fra Kantar Gallup, som viser, at 69 procent af danskerne mener, at det enten er en »dårlig idé« eller en »delvist dårlig idé«, at lade forældrenes indkomst spille en rolle for hvilket gymnasie, de unge kan gå på. Tilsvarende mener fem procent, at det er en »god idé«, mens 14 procent synes, at det er en »delvist god idé«.

Mette Abildgaard erklærer sig enig i, at en række almene gymnasier står med alvorlige integrationsudfordringer.

– Løsningen må aldrig blive værre end problemet, siger hun i interviewet i Berlingske.

– Det handler om retten til det frie valg. Det er et af de områder, hvor vi generelt mener, at regeringen træffer forkerte beslutninger, og så håber jeg, at regeringens overvejelser om at gøre noget tilsvarende på folkeskoleområdet for alvor bliver begravet, når de ser de her tal, siger hun.

Se hele interviewet i Berlingske her.

Kommentarer