Samfund

Kronprinsessen delte priser ud til rollemodeller på anbringelsesområdet

Børnehjælpsdagens prisoverrækkelse på Nationalmuseet. Foto: Kim Agerstrøm

Torsdag  2. februar på Nationalmuseet blev Børnehjælpsdagens Lillebror Pris og Børnehjælpsprisen overrakt af H.K.H. Kronprinsessen til ‘årets indsats’, en ung mønsterbryder og rollemodel, samt til ‘årets støtte’, en særlig ildsjæl på anbringelsesområdet.

Børnehjælpsdagens priser har til formål at hylde personer, der giver os levende eksempler på de gode historier fra anbringelsesområdet – både en støtteperson, der gør en forskel for udsatte børn og unge samt en ung rollemodel fra den anden side af bordet, som med gåpåmod og en imponerende indsats viser, at det er muligt at finde en vej i livet på trods af de svære vilkår, livets start har budt på.

Årets prismodtagere

Maja Herholdt modtager Børnehjælpsdagens Lillebror Pris 2022-23

Til at modtage Børnehjælpsdagens Lillebror Pris 2022-23 er Maja Herholdt, som er en kæmpe rollemodel for andre børn, der er anbragt og for andre unge, der har det svært i livet.

Maja holder foredrag om det at komme fra en dysfunktionel familie, om at være anbragt samt om de fordomme der er herom. Hun taler både i kommuner og på skoler, hvor hun med sin personlige historie giver værdifuld indsigt til fagpersoner på anbringelsesområdet, men hun bliver drevet af at hjælpe andre, der har haft en svær barndom og som kæmper for at komme i trivsel.

Maja Herholdt modtager Børnehjælpsdagens Lillebror Pris. Foto: Kim Agersten

Leon Holm Kragh modtager Børnehjælpsprisen 2022-23

Til at modtage Børnehjælpsprisen er Leon Holm Kragh, der ligeledes har en fantastisk historie, hvor han har vendt en ulykke til at gøre noget godt for udsatte børn og unge. Leon er oprindeligt uddannet maler, men grundet en gigtskade endte han i revalidering i kommunen. Han kom i praktik i en børnehave og fik øjnene op for at arbejde med børn. Han tog en pædagoguddannelse, arbejdede i en SFO – og blev så enig med en række kolleger om at stifte Østerly (en døgninsitution), som han har drevet siden 2009. Østerly er for ham mere en livsstil end et arbejde. Og han driver stedet som et hjem for de anbragte, som stadig kommer på besøg til et varmt måltid, selvom det er ‘flyttet fra reden’ og som stadig ringer ‘hjem’ til Østerly.

Leon Holm Kragh modtager Børnehjælpsdagens Børnehjælpspris. Foto: Kim Agersten

Med anerkendelsen følger 10.000 kroner samt et canvas af den amerikansk-brasilianske kunstner Romero Britto til Årets Støtte og til Årets Indsats.

 

Kommentarer