Erhverv

Kronprinsparret i spidsen for erhvervsfremstød i Indien

Kronprinsparret og 36 virksomhedsledere rejser i næste uge til Indien i forbindelse med et større erhvervsfremstød i det folkerige land. Foto: Kongehuset / Stine Heilmann.

Den 27. februar til den 1. marts 2023 aflægger D.K.H. Kronprinsen og Kronprinsessen officielt besøg i Indien, hvor de står i spidsen for en dansk erhvervsdelegation ledsaget af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, miljøminister Magnus Heunicke og klima- energi og forsyningsminister Lars Aagaard. 36 danske virksomheder deltager i erhvervsfremstødet, der finder sted i hovedstaden New Delhi og Chennai i delstaten Tamil Nadu. Tamil Nadu er den delstat, hvor hovedparten af danske investeringer i Indien har fundet sted.

Under besøget i New Delhi mødes D.K.H. Kronprinsen og Kronprinsessenbl.a. med Indiens præsident, vicepræsident og udenrigsminister. De besøger også Taj Mahal, Agra Fort og Gandhis mindesmærke. Kronprinsen åbner erhvervskonferencen ”India – Denmark: Partners for Green and Sustainable Progress”, og Kronprinsessen besøger bl.a. et offentligt hospital.

Som en del af besøget åbner Kronprinsparret og Udenrigsministeren sølvudstillingen “Silver Treasures from Denmark and India” på Nationalmuseet i New Delhi. Udstillingen er blevet til i et samarbejde mellem Museum Kolding og det indiske nationalmuseum og er en aktivitet under kulturudvekslingsaftalen mellem Danmark og Indien, der blev underskrevet under premiereminister Modis besøg i Danmark i foråret 2022. Aftalen skal understøtte styrket samarbejde på kulturområdet.

Sammen er Kronprinsparret værter for en stor, festmiddag for indiske og danske forretningsfolk. I Chennai er der fokus på virksomhedsbesøg og samarbejde mellem Danmark og delstaten Tamil Nadu.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen siger om besøget til Indien:

”Danmark og Indiens forhold er historisk godt, og jeg glæder mig til at besøge Indien sammen med Kronprinsen og Kronprinsessenog 36 danske virksomheder. Hvis vi skal løse verdens udfordringer, så er Indien ikke til at komme udenom. Derfor er jeg selvfølgelig også glad for, at Indien har så store grønne ambitioner. De ambitioner skal vi hjælpe Indien med at indfri, og det kan vi blandt andet gøre ved at hjælpe danske virksomheder til Indien, hvor der er behov for deres verdensførende grønne løsninger.”

Miljøminister Magnus Heunicke udtaler:

”Danske vandvirksomheder er ambitiøse og blandt verdens bedste, når det kommer til vandteknologi. I Danmark har vi fx et lavt vandforbrug og et meget lille vandspild, hvilket er noget af det, der er brug for viden om i en folkerig nation som Indien. Med et eksportfremstød med kronprinsparret i spidsen vil vi fremme den grønne dagsorden uden for Danmarks grænser og hjælpe med at åbne endnu flere døre for danske virksomheder i Indien. Det vil hjælpe Indien med at sikre rent vand til befolkningen, samtidig med at det vil skabe en masse danske, grønne arbejdspladser.”

Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard udtaler:

”Indien har ambitioner om at udbygge ikke-fossil energi med 500 GW inden 2030. Der kan både danske virksomheder og danske myndigheder noget helt særligt. På myndighedsplan hjælper vi Indien med at skabe rammerne for en grøn energiomstilling – og danske virksomheder har mange af de løsninger, der skal til. Sådan er vi med til at gøde jorden for, at mange millioner indere kan få grøn strøm i stikkontakten. Og det er noget, der virkelig kan gøre forskel for at nå de globale klimamål.”

De politiske kontakter mellem Danmark og Indien er tætte, og det kongelige besøg er det seneste højdepunkt i de dansk-indiske forbindelser. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen besøgte som daværende statsminister Indien i 2019. To år senere besøgte statsminister Mette Frederiksen landet, og Indiens premierminister Narendra Modi var på officielt besøg i Danmark i 2022. Endelig er Dan Jørgensen, minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, netop kommet hjem fra et arbejdsbesøg i Indien. Det grønne strategiske partnerskab mellem Danmark og Indien, derblev indgået i 2020, har sikret Danmark en unik position i Indien. Danmark yder et væsentligt bidrag til Indiens grønne omstilling særligt inden for energi og vand, som er besøgets to sektorspor. Erhvervslivets muligheder i det grønne strategiske partnerskab er det primære fokus for det kommende besøg.

Indien er et særdeles interessant marked for danske virksomheder, der leverer løsninger inden for den grønne omstilling. Indien er verdens femtestørste økonomi og blandt de fem lande, der har den hurtigst voksende økonomi. I år forventes Indiens BNP at vokse med ca. 7 pct. Uden Indien kan verdenssamfundet ikke nå sine klimamål eller gennemføre FN’s udviklingsmål.

Indien er Danmarks 18. største eksportmarked. 166 danske virksomheder er allerede til stede i Indien med 91.237 ansatte.

Dertil har Indien ambitiøse klimamålsætninger, som danske virksomheder kan hjælpe med at indfri. Det gælder for eksempel grøn energi med løsninger inden for vind og power-to-X – og specielt havvind er i fokus. Indien vil i de kommende år blive et af verdens største markeder for vedvarende energi. Elforbruget forventes tredoblet i 2040 og vil overstige EU’s nuværende elforbrug. Desuden bor 18 pct. af verdens befolkning i Indien, mens landet kun har 4 pct. af verdens vandressourcer. Indien er dermed blandt verdens mest udfordrede lande med hensyn til vandforvaltning. Efterspørgslen på vand ventes at overstige udbuddet med 50 pct. inden 2030. Indien er et interessant marked for danske virksomheder, der leverer løsninger på alle disse områder.

Kommentarer