112 og retsvæsen

Kvik borger tog nøglerne fra formodet narkobilist

arkivfoto

En handlekraftigt mandlig bilist var mandag med til at få standset en formodet narkobilist, som kørte imellem Hvidsten og Fårup.

Manden kom til at køre bag bilen, der slingrede kraftigt ud og ind og flere gange kørte over spærreflader på vejen.

Den kvikke bilist ringede derfor til politiet og fulgte de næste 9-10 kilometer efter den slingrende bil, indtil den holdt ind på en plads i Fårup. Her steg manden ud og skyndte sig hen til bilen, der holdt i siden. Han tog nøglerne fra den 38-årige mand bag rattet og blev herefter ved bilen, indtil patruljen kort efter kom frem.

En narkometertest på stedet viste, at den 38-årige havde ulovlige stoffer i blodet, og han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel. Det viste sig i øvrigt, at den 38-årige var frakendt kørekortet, hvilket sikrede ham en sigtelse for kørsel uden førerret.

Stort klap på skulderen for indsatsen til den kvikke bilist.

Kommentarer