Debat og politik

LDF: Manglen på praktiserende læger er akut og kræver politisk handling

Formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard. Foto: Mads Krabbe

Nye tal fra KL viser, at trods flere læger er blevet uddannet siden 2009, så gavner det ikke i land- og yderkommuner, hvor manglen på praktiserende læger generelt er størst. Landdistrikternes Fællesråd kalder udviklingen alarmerende og opfordrer til politisk handling.

Fra 2009 til 2023 er der blot kommet 42 flere praktiserende læger fra 3.457 til 3.499, viser tal offentliggjort af Kommunernes Landsforening (KL). Til sammenligning er antallet af læger på sygehusene i samme periode vokset fra 12.012 til 17.226, hvilket svarer til en stigning på 43 procent.

Landdistrikternes Fællesråd kalder tallene alarmerende, for borgerne i landdistrikterne har ekstra hårdt brug for lægehjælpen lokalt.

– Tallene viser, fortsat mangel på praksislæger og manglen er ubetinget størst i landdistrikterne og i yderområderne. Det er ekstremt alarmerende, fordi man i land- og ydekommunerne generelt har flere multisyge, kronikere og mange flere ældre, end i resten er landet. Lægemanglen rammer derfor særligt hårdt i disse områder, siger formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard.

Han mener, at der kan gøres meget mere for at gøre det attraktivt for læger at flytte til ø-, land- og yderkommunerne.

– Der skal uddannes langt flere praksislæger og skabes mere attraktive lægestillinger i landdistrikterne. Derudover bør der etableres flere flerlægepraksis og sundhedshuse, samt regionsdrevne lægeklinikker de steder, hvor lægemanglen er allerstørst, for at vende udviklingen.

Lægemanglen er størst i land- og yderkommuner

Ifølge Regional- og landdistriktspolitisk redegørelse 2023 er der 600.000 borgere bosat i lægedækningstruede områder, hvor der er mangel på alment praktiserende læger. Der er lægedækningstruede områder i alle regioner, men udfordringerne med lægedækning i almen praksis er størst på Lolland og Falster samt i Nord- og Vestjylland.

– Vi står i en situation, hvor der er et a- og et b-samfund når det gælder sundhed, og det understreger tallene. Det er helt uacceptabelt, at hver 10. dansker har svært ved at få en praktiserende læge, udtaler Steffen Damsgaard og fortsætter:

– Sundhedsstrukturkommissionen kommer snart med sine anbefalinger og jeg håber, at der her vil blive fremlagt konkrete løsninger på, hvordan vi sikrer national rekruttering af læger fremover. Hvis regeringen vil leve op til regeringsgrundlaget og sikre et land i geografisk balance, også på vores sundhedsområde, så er der altså nødt til at ske noget nu. Vi har ikke tid til at vente længere, afslutter Steffen Damsgaard.

Kommentarer