Lise Nørgaard er død, hun blev 105 år gammel
Journalisten, forfatteren og manuskriptforfatteren, Lise Nørgaard, er gået bort. Søndag aften på årets første dag sov hun ind efter kortvarig sygdom. Det oplyser hendes familie mandag morgen.
De fleste vil huske Lise Nørgaard som ophavskvinden bag serien Matador, der blev sendt første gang 1978-82 og er genudsendt flere gange siden. Matador er den hidtil mest populære danske tv-serie og er vist i mange europæiske lande. Samtidig er serien solgt i millioner af eksemplarer på video og dvd.
Igennem sin karriere har Lise Nørgaard dog også skrevet og produceret meget andet. Hun har blandt andet skrevet manuskript til to Dirch Passer-film og flere afsnit af serien Huset på Christianshavn.
I en meddelelse siger hendes datter Bente Flindt Sørensen på vegne af familien:
– Min mor var dybt taknemmelig for sine mange venskaber med yngre som ældre, som hun bevarede helt frem til sin død, og for de utroligt mange mennesker hun mødte på sin vej, eller som fulgte hende, og som har omfattet hende med stor kærlighed og overvældende positiv interesse.
– Hun var en frontløber og en rollemodel og til stor inspiration for sine børn, børnebørn og oldebørn.
– Vi har alle nydt godt af hendes kærlighed, livserfaring, kloge råd og positive og humoristiske tilgang til tilværelsen. Vi er taknemmelige for at have fået lov at have hende i vores liv så længe, og hun efterlader et stort savn.
Lise Nørgaard bliver bisat fra Sankt Pauls Kirke i København. Indtil da beder familien om ro til at mindes deres mor, mormor og oldemor.
Kommentarer