Kultur og events

Lokale kunstnere udstiller malerier i Træningshuset i Asferg

Nu kan brugerne af Træningshuset – og alle andre interesserede – opleve Berit og Henrik Langballes malerkunst i Træningshuset Asferg. Fremsendt foto

De to lokale kunstnere Berit og Henrik Langballe udstiller malerier i Træningshuset i Asferg. 
Berit og Henrik Langballe har i mere en 30 år udstillet og solgt malerier, skulpturer i granit og glas til kunstforeninger hos blandt andre Mærsk, Danfoss, Vestas, B&O, Carlsberg/Tuborg, Oticon, Danish Crown, Jyllandsposten samt til Skejby Sygehus og Århus Universitet. 
Endvidere har kunstnerparret udstillet kirkekunst i Asferg, Fårup, og Hald kirke samt Johanneskirken i Vorup, og så  er de også at finde på portalen Danmarks-største-kirkegalleri.dk
Berit og Henrik Langballe har flere skulpturer i det offentlige rum, blandt andet på fællesgravene på henholdsvis Læsten og Fårup kirkegårde samt Asfergs byporte, ligesom de har udført forskellige udsmykningsopgaver. 
De to kunstnere arbejder med mange forskellige udtryksmidler og materialer som eksempelvis maleri, tegning, assemblage, fotoemulsionbilleder, glas, keramik og skulptur i granit.
Berit og Henrik Langballe, som er lokalt forankret, er begge uddannet lærere og har arbejdet på henholdsvis Fårup og Asferg skole. Ved siden af lærergerningen har de dyrket kunsten, som de også holder foredrag om.
Med udstillingen i Træningshuset i Asferg har alle interesserede nu mulighed for at se eksempler på parrets malerkunst, og det håber både Berit og Henrik Langballe og personalet i Træningshuset, at mange vil benytte sig af.
– Vi i Træningshuset er rigtigt glade og taknemmelige for, at Berit og Henrik vil udstille deres kunst hos os. Vi synes malerierne bidrager med hygge og varme, og vi håber, at alle der kommer i Træningshuset vil tage rigtig godt imod de flotte malerier, lyder det fra udviklingskoordinator, Karen Marie Krogh Pedersen.

Henrik og Berit Langballe begge uddannede lærere og har undervist på både Asferg og Fårup skoler. Ved siden af lærergerningen har de dyrket kunsten, som man nu kan se eksempler på i træningshuset. Fremsendt foto

Kommentarer