Målet om én million elbiler inden 2030 skal understøttes i nyt afgiftssystem
Det går bedre end ventet med at nå målet om en million elbiler på de danske veje i 2030, som statsminister Lars Løkke under VLAK-regeringen fremsatte tilbage i 2018.
Og selv om regeringsmagten er skiftet, så vil skatteminister Rasmus Stoklund (S) gøre sit til, at salget af elbiler fortsætter med at overgå forventningerne fra dengang. Det kræver blandt andet, at den nuværende aftale om lavere afgifter på elbiler genforhandles.
– Jeg kommer til at bruge rigtig mange kræfter i de kommende måneder på at få indrettet afgiftssystemet på en måde, der understøtter udviklingen efter 1. januar 2026, hvor den nuværende aftale om afgifterne på elbiler udløber, siger ministeren til Ritzau.
– Og i starten af det nye år vil jeg invitere Folketingets partier til at være med i overvejelserne omkring, hvordan vi indretter det her på en klog måde, så vi også har flere grønne biler i fremtiden.
En analyse fra Mobility Denmark viser, at vi allerede i starten af 2028 vil runde millionen. Men den tager udgangspunkt i, at afgifterne bevares på det nuværende niveau.
Og Rasmus Stoklund er da også bevidst om afgifternes betydning for elbilsalget.
– Afgiftssystemet har gjort det mere attraktivt at købe elbiler, fordi de ellers ville have været meget dyrere, især de første år.
– Samtidig er der en udvikling i gang, hvor bilproducenterne laver elbiler i flere forskellige prisklasser, så teknologien hjælper også elbilsalget på vej.
– Men vi har stadigvæk flest biler, der kører på fossile brændsler. Så vi har en overgangsperiode, hvor vi skal have tingene til at hænge sammen på en god måde, og det er jeg helt overbevist om, at vi også kan, siger ministeren.
Regeringens egne fremskrivninger siger, at der først i 2030 vil være en million elbiler i Danmark.
Til den tid mener Mobility Denmark, at antallet kan være oppe på 1,6 millioner, hvis altså det nuværende afgiftsniveau fastholdes.
/ritzau/
Kommentarer