112 og retsvæsen

Mand fik fire års fængsel i narkosag

En 32-årig mand fra Randers NØ er i dag ved Retten i Randers blevet idømt fire års fængsel for at besidde godt 1,75 kg amfetamin med henblik på videresalg.
Den 32-årige mand blev anholdt den 27. marts på en adresse i Mejlby i Spentrup, efter politiet havde fået et tip om, at der skulle holde en stjålet bil på stedet. Østjyllands Politis specialpatrulje kørte ud til adressen og fandt bilen, der var gemt mellem nogle bygninger. Betjentene henvendte sig i det nærliggende hus, hvor den 32-årige mand befandt sig.
Manden oplyste til betjentene, at det var en af hans bekendte, der for et par uger siden havde parkeret bilen på adressen, mens han var på ferie, men at han i øvrigt ikke kendte noget til bilen. Bilnøglerne hang dog på en knage inde i huset, og den 32-mand erkendte da også, at han havde siddet på bilens passagersæde, men aldrig kørt den.
Taske i bagagerum fyldt med amfetamin
Betjentene besluttede at foretage en ransagning i huset og fandt mindre mængder amfetamin og hash. Efterfølgende ransagede de også bilen, hvor der i en taske i bagagerummet blev fundet godt 1,75 kg amfetamin.
– Besiddelse af amfetamin i den størrelsesorden må antages at være med henblik på videresalg, og den 32-årige mand er derfor blevet tiltalt efter straffelovens § 191, der vedrører salg af narkotika. Det er på den baggrund, at han får fire års fængsel, og den dom er jeg ganske godt tilfreds med, siger anklager Peter Mathiasen.
Den 32-årige mand har siddet varetægtsfængslet siden den 28. marts, og han blev fortsat fængslet efter dommen. Han nægtede sig skyldig og udbad sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke.

Kommentarer