Samfund

Mere end 60.000 er optaget på en videregående uddannelse

I dag fredag får 61.351 ansøgere besked om, at de er blevet optaget på en videregående uddannelse. Arkivfoto.

Natten til fredag har studerende fået at vide, om de er blevet optaget på deres drømmestudie. I alt bliver 61.351 ansøgere tilbudt en plads på en videregående uddannelse, hvilket er samme niveau som i 2023. 

Mange af tendenserne fra søgetallene den 5. juli 2024 går igen i optagetallene. Der er blandt andet en mindre stigning i optaget på STEM-uddannelserne, herunder på ingeniøruddannelserne.

Ligesom sidste år er pædagoguddannelsen den uddannelse, som kan byde velkommen til flest nye optagne. Optaget er dog faldet med 8 procent sammenlignet med optaget i 2023. Sygeplejerskeuddannelsen, som er den næststørste uddannelse, har oplevet en lille stigning i optaget på 1 procent. Der ses tilsvarende en lille stigning på socialrådgiveruddannelsen, mens optaget er faldet med 6 procent på læreruddannelsen.

På sproguddannelserne er der sket et fald på 10 procent i optaget, hvilket er en fortsættelse af det generelt faldende optag på sprogområdet de senere år. Tendensen ses både på sproguddannelser med kobling til erhvervslivet og de rene sproguddannelser, eksempelvis tysk og fransk.

Kommentarer