Mette F.: Kan være klogt at eksperter ser på pensionsalder
Statsminister Mette Frederiksen (S) er ikke afvisende over for, at eksperter kan inddrages til at tage et kig på fremtidens pensionssystem. Det siger hun i sin kongrestale ved Socialdemokratiets kongres i Aalborg lørdag.
Her kom hun ind på den seneste tids debat om fremtidens pensionsalder, som hun selv har startet.
– Det er altså ikke noget, man bare lige ændrer over natten, siger hun om pensionsalderen.
– Og derfor kan det såmænd være klogt nok, at vi får nogle kloge folk til at se nærmere på, hvordan det kan skrues sammen. Indtil de er klar med deres overvejelser – og ja, det må selvfølgelig gerne være inden et valg – så står Socialdemokratiet selvfølgelig vagt om de aftaler, vi har indgået, siger Mette Frederiksen i sin tale.
Hun nævnte også, at hendes regeringspartner i Venstre har foreslået en arbejdslivskommission til at se på pensionsalderen. Men Socialdemokratiet er i stedet “mest optaget af en anden mekanisme i indekseringen”.
Hos Venstre er udlægningen af Mette Frederiksens ord lørdag dog klar.
– Sund fornuft, at Socialdemokratiet nu også vil have en arbejdslivskommission, siger økonomiminister og Venstre-næstformand Stephanie Lose i en skriftlig kommentar.
– For Venstre er det vigtigt, at vi tænker på tværs af generationer og hele arbejdslivet. Lige fra fleksibilitet for børnefamilierne til rammerne for tilbagetrækning. Og det skal selvfølgelig være økonomisk ansvarligt.
Mette Frederiksen startede pensionsdebatten, da hun et i interview med Berlingske i august sagde, at Socialdemokratiet fra 2030 ikke længere automatisk vil stemme for at forhøje pensionsalderen i det tempo, det sker i dag, i henhold til velfærdsaftalen.
Velfærdsaftalen fra 2006 er den politiske aftale, som regulerer en gradvis optrapning af pensionsalderen. Den blev indgået af den daværende regering – Venstre og De Konservative – samt Socialdemokratiet, De Radikale og Dansk Folkeparti. Hvert femte år beslutter Folketinget, om pensionsalderen skal stige yderligere med 15 års varsel. Den kan maksimalt stige med et år per gang.
Folketinget skal næste år igen stemme om det, hvor pensionsalderen skal hæves til 70 år fra 2040. Det bliver ifølge Mette Frederiksen sidste gang, at Socialdemokratiet stemmer for.
Hun sagde lørdag, at “vi må se”, hvornår en “ny ordning” skal forhandles.
Socialdemokratiets kongres holdes over weekenden i Aalborg Kongres & Kultur Center. Søndag skal medlemmer vælge formand, to næstformand og partisekretær. Der er ikke ventet nogen kampvalg.
– Jeg vil i morgen (søndag, red.) bede alle jer her i salen om opbakning til at fortsætte mit politiske arbejde. Ligesom jeg ved næste folketingsvalg vil bede om danskernes tillid til fortsat at stå i spidsen for vores elskede Danmark, siger Mette Frederiksen i sin tale.
/ritzau/
Kommentarer