Debat og politik

Mette Thiesen melder sig ind i Dansk Folkeparti

Nyt medlem af Dansk Folkeparti Mette Thiesen og partiets formand Morten Messerschmidt poserer her sammen efter nyheden om partiskiftet mandag aften. Foto: Mette Thiesens facebookside.

Folketingsmedlem og indtil for få uger siden medlem af Nye Borgerlige, Mette Thiesen, har mandag meldt sig ind i Dansk Folkeparti. Det fremgår af et opslag på hendes facebookside.

Her lyder det blandt andet:

– Beslutningen har været undervejs noget tid, og jeg føler mig rigtig godt tilpas og tryg i, at den nu er taget. Dansk Folkeparti har været i en rivende udvikling siden Morten Messerschmidt tog over – og jeg er helt sikker på, at med ham ved roret, vil Dansk Folkeparti igen vokse sig til et stort parti.

– Dansk Folkeparti er et parti med kærlighed til fædrelandet, et nationalkonservativt parti med familierne og værdierne i fokus. Et parti, der er blå bloks bløde hjerte og som kæmper for de, der er de mest udsatte i vores samfund. Derfor var beslutningen heller ikke svær.

– Jeg glæder mig helt utroligt meget til samarbejdet med Morten, Pia, Peter, Alex, Nick og Mikkel.
Jeg er en holdspiller og jeg glæder mig til at kæmpe sammen med dem – for Danmark

Mette Thiesen afviser, at hun svigter de vælgere, der stemte på hende for bare tre måneder siden.

Fra partiformand Morten Messerschmidt lyder det mandag aften:

– Det er mig en stor glæde at, at Mette Thiesen har valgt at melde sig ind i Dansk Folkeparti. De seneste uger har Mette både i forhandlinger og på Folketingets talerstol repræsenteret Dansk Folkeparti på glimrende vis, og jeg er derfor begejstret for, at hun nu er klar til at tage skridtet fuldt ud.

En anden tidligere partifælle i Nye Borgerlige, Mikkel Bjørn Sørensen, valgte i forrige uge at forlade partiet til fordel for Dansk Folkeparti, som efter Mette Thiesens indmeldelse nu tæller syv mandater i folketinget.

Kommentarer