Debat og politik

Minister kommenterer nu på sagen om overgreb mod indskolingsbørn i Køge Kommune

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S). Foto: Marie Hald

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) reagerer nu på beretninger om vold og seksuelle krænkelser mellem indskolingselever på Borup skole i Køge Kommune.

“Jeg er naturligvis, ligesom alle andre, berørt af de historier, der kommer fra Borup skole, og jeg er først og fremmest optaget af familierne i Borup – ikke mindst børnene – får hjælp til at komme igennem det her på en ordentlig måde”, fortæller Mattias Tesfaye i et interview til TV2 tirsdag formiddag.

I interviewet udtrykker han også undren over, at man fra skolens side foreløbigt har forsøgt at komme problemerne til livs med en såkaldt ’tissemakkerordning’, som betyder, at et barn, der skal skal på toilettet, altid skal følges med en anden elev.

“Jeg spærrede øjnene lidt ekstra op, da jeg hørte det, og jeg forstår godt, at der er nogen, der sidder lidt forvirret tilbage, når de læser om sådan en ordning. Det er de voksnes ansvar at sikre, at børn er trygge i skolen. Det er ikke noget, man kan udlicitere til børn”, siger Mattias Tesfaye til TV2.

Tv2 kan også fortælle, at man på baggrund af dækningen af sagen i Borup har modtaget et halvt hundrede henvendelser omhandlende lignende episoder fra andre skoler, heraf halvdelen fra skoler i andre kommuner landet over.

På baggrund af den oplysning har ministeren meddelt, at man nu tager kontakt til samtlige folkeskoler i landet for at få klarlagt omfanget af problemet.

 

Kommentarer