Debat og politik

Moderaterne hyrer psykolog og laver whistleblowerordning

Efter et hasteindkaldt møde på over ni timer siger Lars Løkke Rasmussen, at der tages hånd om krænkelsessager. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Moderaterne får tilknyttet en uvildig erhvervspsykolog, og der kommer en whistleblowerordning efter beretninger i pressen om dårligt arbejdsmiljø med mobning og sexisme i partiet.

Det siger partileder Lars Løkke Rasmussen (M) efter et hasteindkaldt møde på Christiansborg, der har varet over ni timer.

– Jeg tror og håber, at vi oven på det er i stand til at træffe beslutninger om, at man ikke en anden gang skal vågne op til en avisforside om, at det hele står i flammer, siger Lars Løkke Rasmussen.

B.T. kunne fredag berette, at en række nuværende og tidligere ansatte i regeringspartiet har sendt en indberetning til Arbejdstilsynet. I indberetningen er centrale medarbejdere i partiet nævnt.

Det tager Løkke afstand fra.

– Vi vil ikke være en sexistisk arbejdsplads, som er båret af nogen mobbekultur. Vi vil være en tryg tillidsfuld arbejdsplads, hvor man selvfølgelig også stiller krav til sig selv, siger han og uddyber, at ingen står til fyringer.

Blandt navnene, som er nævnt i indberetningen, er den nyudnævnte digitaliseringsminister Caroline Stage Olsen (M), som tidligere har været politisk chef i partiet og senest særlig rådgiver for Løkke.

Han svarer ikke klart på, om han ville have haft hende som minister, hvis han havde vidst, hvad han ved i dag. Han tror, hun bliver fremragende.

Desuden er også partisekretær Kirsten Munch Andersen og kommunikationschef Ulla Østergaard omtalt i indberetningen ifølge B.T.

Mandagens møde var indkaldt af netop Kirsten Munch Andersen, og Ulla Østergaard deltog også.

Løkke udtaler sig efter mødet om de tiltag, som nu sættes i værk. Herunder en erhvervspsykolog.

– Personen vil bruge den næste tid på at være i kontakt med os allesammen og lave interviews med vores ansatte om det psykiske arbejdsmiljø og tillidsrelationer.

– En fuldstændig uvildig, dygtig person, som nu kommer om bord og vil bruge den næste tid på at være i kontakt med os alle sammen, siger han.

I indberetningen fremgår der eksempler på sexistiske bemærkninger som “jeg mangler bare at bolle dig og X (en anden person i partiet, red.)”, og “man kan ikke tage hende seriøst i den nederdel”.

Det er ikke beskrevet, hvem der har sagt følgende udsagn og til hvem. Klagen er skrevet af fem nuværende medarbejdere og enkelte tidligere.

De to folketingsmedlemmer Jeppe Søe (M) og Karin Liltorp (M) har krævet, at der skal igangsættes en undersøgelse for at komme til bunds i sagen. Det imødekom Løkke ikke.

Jeppe Søe sendte fredag en mail til hovedbestyrelsesmedlemmer, hvor han gjorde det klart, at partiet er nødt til at tage affære så hurtigt som muligt.

– Alene det, som jeg har set beviser på, vil smadre vores parti – også qua vores historik som en sexistisk klovnebus. Og det er åbenbart præcist det, vi er!, skriver han i mailen, som flere medier er i besiddelse af.

Men billedet om klovnebussen, som ofte bruges nedsættende om Moderaterne, der har flere krænkelsessager bag sig, genkender Løkke ikke.

– Det er jeg 100 procent uenig med Jeppe Søe i, siger Løkke.

Karin Liltorp blev bekendt med en del af sagen 7. august, men ifølge Løkke fik han først “det fulde kendskab” 30. august. Samme dag, som historien blev bragt første gang.

Han svarer ikke på, hvornår han fik indblik i dele af problemerne.

– Jeg vil ikke botanisere i alt muligt med, hvem der har vidst hvad hvornår, siger han.

Partiet har aftalt et møde med Arbejdstilsynet. Det er ikke lykkes Ritzau at få fat på hverken Jeppe Søe eller Karin Liltorp.

/ritzau/

Kommentarer