Erhverv

Molslinjen nomineret til vild AI-award i USA

Molslinjen er i spil til en AI-award i USA for arbejdet med at fylde og laste færgerne ved hjælp af kunstig intelligens. Foto: Molslinjen

For første gang nogensinde er en dansk virksomhed i finalen ved Franz Edelman Award, der betragtes som ”Nobelprisen i Operations Research”.  Prisen er tidligere vundet af virksomheder som Walmart, Intel, General Motors Corporation, Motorola, Merrill Lynch, IBM, AT&T og American Airlines.

I hvad der må anses som en David mod Goliat-kamp, er Molslinjen med hjælp fra den danske AI-virksomhed, Halfspace, blevet udvalgt til finalen i verdens mest anerkendte og prestigefyldte konkurrence inden for operationsanalyse, analytics og management science. Begivenheden, der går under navnet Franz Edelman Award, betragtes populært i akademiske kredse, som ”Nobelprisen i Operations Research”.

– Det arbejde, Halfspace har udført hos os siden 2019, har været transformerende for Molslinjen og vores ambition om at blive det første data-drevne færgeselskab i verden. Vi har hos Halfspace haft unik adgang til dataloger, matematikere, partikel- og astrofysikere til at fortsætte den udvikling, siger Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.

Den kunstige intelligens hjælper Molslinjen med at fylde og laste færgerne optimalt og med at sikre præcise prognoser og priser på hver enkelt afgang – hvilket har stor betydning for forbruget af brændstof og dermed klimapåvirkningen.

Ikke mange chancer

Ifølge professor ved Imperial College London og Chief Scientist ved Halfspace, Pierre Pinson, er chancen for, at en på verdensplan så lille virksomhed som Molslinjen kommer i finalen, tæt på nul.

– At Molslinjen og Halfspace er kommet til finalen, er noget vi i Danmark kan være stolte af og noget, som ikke er sket før. Det sker sjældent, at virksomheder, der ikke globalt er de største spillere, kan sammensætte noget, der virkeligt skaber impact, har akademisk dybde, og samtidig får det ud i den virkelige verden og skabe værdi – for så at blive finalister ved Edelman Award. Det er virkeligt svært, lyder det fra Pierre Pinson.

Prisen uddeles i Orlando, Florida til april. Her kommer Molslinjen til at stå i en finale med tyske ALDI, American Airlines, McDonalds i Kina, Indiske Tata Steel Limited og hollandske Transvision.

Molslinjen og Halfspace er med i finalen, fordi arbejdet med AI kan gøre det for færgeindustrien, som data har gjort for luftfarten, lyder det fra Halfspaces CEO, Claus Bek Nielsen.

– Noget af det, vores arbejde blev bedømt på, var reel effekt hos Molslinjen, men også at vores arbejde har potentiale til at transformere en hel industri. Målt i passagerer er den kommercielle færgeindustri på størrelse med luftfartsindustrien med omkring 4,5 milliarder årlige rejsende – og her vurderes det, at projektet kan forandre en hel industri, fortæller han.

Om Franz Edelman Award

  • Franz Edelman Award blev startet i 1972 under navnet TIMS Award, og blev ændret til Franz Edelman Award i 1983.
  • Siden prisen blev stiftet har finalisterne ved Franz Edelman Award bidraget til impact for mere end 400 mia USD.

Finalists Selected for the World’s Leading Operations Research and Analytics Award

Franz Edelman Award for Achievement in Advanced Analytics, Operations Research, and Management Science

Om Molslinjen

Molslinjen er Danmarks største indenrigs færgeselskab. Med en flåde på 15 skibe driver selskabet i alt ni ruter fordelt på Alslinjen, Bornholmslinjen, Fanølinjen, Langelandslinjen, Molslinjen og Samsølinjen.

I 2023 overtog Molslinjen det Helsingborgbaserede rederi, ForSea med ruten mellem Helsingør og Helsingborg.

Tilsammen har færgerne mere end 15 millioner gæster årligt.

Ruterne Aarhus – Odden, Ebeltoft – Odden og Rønne – Ystad betjenes af nogle af verdens største katamaran-færger, og det gør Molslinjen til et af verdens største hurtigfærge-rederier.

I samarbejde med Herning Turist driver Molslinjen busruten Kombardo Expressen. Den kører direkte til København fra Aarhus, Randers, Aalborg, Viborg, Herning, Silkeborg og Rønne samt en række andre jyske byer.

Molslinjen beskæftiger i dag mere end 1800 medarbejdere. Mere info: www.molslinjen.dk

CSR: Molslinjen Commitment / Molslinjen Code of Conduct for Business Relationships.

Om Halfspace

  • Etableret i 2015 af fem venner med baggrunde i spilteori, datalogi og operationsanalyse.
  • I dag cirka 60 medarbejdere, hvoraf 80% har baggrunde fra steder som Niels Bohr Instituttet, DTU, KU, Aarhus Universitet, Yale, Oxford, Caltech, Imperial, Harvard, Stanford, CERN m.fl.
  • Har hjulpet et fodboldlandshold, energisektoren, lægemiddelstyrelsen, Novo Nordisk, kapitalfonde m.fl. med at accelerere brugen af AI.

 

Kommentarer