Debat og politik

Mona Juul valgt som ny formand for Det Konservative Folkeparti

Mona Juul blev uden modkandidater valgt som ny formand for Det Konservative Folkeparti. Privatfoto.

Mona Juul er søndag blevet valgt som ny formand for Det Konservative Folkeparti på et ekstraordinært landsråd i Herning. Hun afløser afdøde Søren Pape Poulsen.

Mona Juul har siden Søren Pape Poulsens død den 2. marts, været politisk leder af folketingsgruppen, men en formand skal vælges på et landsråd, så derfor blev der søndag holdt et ekstraordinært af slagsen i MCH Herning Kongrescenter.

I sin tale sagde Mona Juul blandt andet:

– Der er gået et par måneder. Men det føles som i går. Det er, som om Søren bare er gået en tur. Og kommer tilbage om lidt. Men det gør han ikke. 1. marts er svær at komme videre fra, og jeg ved, der er mange andre, der har det på samme måde, siger Mona Juul.

Men man skulle ikke lytte længe på den nyvalgte formands tale, før det blev tydeligt, at Konservative står foran et markant stilskifte.

Den nyvalgte formand lagde vægt på tre politiske budskaber.

Det første handlede om forsvaret, hvor Mona Juul i skarpe vendinger kritiserede pengespild i Forsvarsministeriet, dårlig udrustning til soldaterne og fregatter, der ikke kan affyre deres våben.

Det andet handlede om familien, som Mona Juul kaldte »det vigtigste fællesskab, der findes«, og i talen kom den nye formand med et forslag om at give nybagte børnefamilier 20.000 kroner af den samlede mængde børnepenge.

Det tredje budskab handlede om klimapolitikken. Her er der en markant politisk forskel mellem hende og Pape, som havde klimapolitikken meget længere nede på prioriteringslisten, og talen var et tydeligt signal om en langt grønnere profil fra Mona Juuls Konservative Folkeparti.

Kommentarer