Erhverv

Nyt Danish Crown-domicil er godt for Randers

Arkivfoto

Der er stor begejstring hos Randers kommune over planerne, der vil samle op til 800 arbejdspladser i Randers. På torsdag skal udviklingsudvalget tage stilling til slagterikoncernens planer om at bygge nyt stort domicil for både Danish Crown og Tulip
– Det har stor betydning for udviklingen i Randers kommune at en af landets største virksomheder har valgt fortsat at have sit forstærkede hovedsæde i kommunen. Det er spændende at Danish Crown og Tulip vil opføre et nyt stort fælles byggeri på grunden ved Tulipvej tæt på motorvej E45. Det er vi meget glade for, og vi takker for et stærkt samarbejde med Danish Crown i processen. Det er en god dag. Udover at tiltrække arbejdskraft til området vil det også kunne tiltrække nye borgere til kommunen – siger borgmester Torben Hansen.
Forud for den politiske behandling i Udviklingsudvalget et det forvaltningens vurdering, at projektet vil kunne indpasses i det eksisterende erhvervsområde. Det kræver dog ændringer i lokalplanen før, der kan sættes gang i byggeriet af det nye hovedsæde – blandt andet en ændring af naturgaspligten, da slagterikoncernen ønsker at benytte sig af fjernvarme. Derudover forudsætter byggeriet en ændring i den nuværende kommuneplan, da projektet er en bebyggelse på op til seks etager.
– Jeg er positiv over for de konkrete tilpasninger i både kommune- og lokalplan. Med placeringen tæt ved Sdr. Borup-afkørslen får hovedsædet en markant placering og med adgang til en stærk infrastruktur. Nu skal vi behandle sagens politisk i udvalget, men det er mit stærke håb, at vi kan imødekomme projektet, da det har stor betydning for fremtidens udviklings- og jobmuligheder i kommunen – siger formanden for udviklingsudvalget, Christian Brøns.

Kommentarer