Debat og politik

Ordførerskifte i Enhedslisten

Enhedslisten fik i dag ny ordfører, og for første gang i partiets historie bliver det en mand. Pelle Dragsted afløser Mai Villadsen, som samtidig går på barsel.

Pelle Dragsted udtaler, at han ser frem til samarbejdet med partierne i Folketinget, men særligt med SF og Alternativet, som han – sammen med Enhedslisten – betegner som håbets akse i dansk politik.

– I Enhedslisten skal vi skal kunne samle klimaaktivister og industriarbejdere. Akademikere og arbejdsløse. Kvinder og mænd. Gamle og nye danskere og alle seksuelle minoriteter. I de store konflikter, der skærer ned i vores samfund, står alle os, der ikke er født i magt og rigdom, ofte på den samme side og med fælles interesser. Og de interesser er Enhedslisten sat i verden for at varetage, sagde Pelle Dragsted ved dagens ordførerskifte.

– Opgaven vi står med som parti er egentlig ret enkel. Politik handler om at vælge side i de mange konflikter, der skal ned igennem klassesamfund som det danske, siger han og tilføjer:

– En af de centrale opgaver er at samle op på de vælgere, der er skuffede. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at vinde tillid og opbakning fra det, man kan kalde den brede arbejderbefolkning i Danmark. Det er ikke kun maskinarbejderen i blå Kansas-dragt, men lige så meget tjeneren på en café«.

Magten skal tages tilbage fra markedskræfterne, så almindelige mennesker bestemmer mere, mener Dragsted, der også nævner klimaet som en politisk prioritet:

– Det er helt afgørende, at den grønne omstilling er socialt retfærdig. Men det er til gengæld dødsensfarligt og dybt uansvarligt, når Mette Frederiksen bruger hensynet til den sociale retfærdighed som undskyldning for ikke at handle på klimaforandringerne, udtalte Pelle Dragsted.

 

Kommentarer