Kultur og events

Sanseligt Julemarked på GAIA

Lørdag den 23. november 2019 afholdes det store, populære julemarked på GAIA Museum.
Markedet bugner af anderledes og farverige ting til juletræet, vinduet, pakkekalenderen, hoveddøren, mandelgaven – eller blot til ren og skær glæde og fornøjelse. Hovedparten af varerne er fremstillet af GAIAs medarbejdere med særlige behov. Du kan for eksempel købe kvalitetsrammer og lærreder fra rammeværkstedet, farverige lysestager, fuglehuse og foderbrætter fra GAIA Design, samt unik og utraditionel julepynt fra det Kreative Værksted.
I det Kreative Værksted er årets nyhed farverige kranse med glans og rensdyr med personlighed. Hos GAIA Design bydes indenfor i værkstedet på 1. sal, hvor man kan komme bagom produktionen af de ikoniske lysestager og fuglehuse og foderbrætter. I FotoGrafik kan man få taget et portrætfoto af sig selv eller hele familien – og få lagt ”sne” på.
Café GAIA Papaya disker op med lækker flæskesteg og risalamande, som kan nydes for 75 kroner fra kl. 11 og indtil, der ikke er mere i gryderne. Der vil desuden være æbleskiver, cookies og vaniljekranse og andre lækkerier.
Original og farverig kunst
Alle sanserne kommer i spil ved et besøg på GAIAs julemarked. I GAIA Museums samling kan man gå på opdagelse i outsiderkunsten – en kunst, der ofte er spontan, farverig og humoristisk. Man kan også besøge GAIA Akademi, hvor man får et indblik i kunstnernes arbejde. Kunstnerne har igen i år lavet motiver til en hel serie julekort, som vil sprede glæde, hvor end de kommer frem. Der er desuden mulighed for at købe originale kunstværker af Akademiet kunstnere.
Gnorternes Verden
Sidst men ikke mindst kan man opleve en spændende kunstinstallation, som taler til alle sanser. Installationen er bygget op omkring en fantasifuld verden.
– Gnorternes forfædre var i familie med nisser, alfer og trolde. Dette er grunden til deres store fødder, som kan spores tilbage til troldegener. Deres hænder er yndefulde, lige som den smukkeste alfs. Gnorternes by er usynlig for de fleste menneskers øjne, da husene, de bor i, er formet som hulninger i træerne. Derfor er det også så smart, at de kan grave med deres hænder, lige som en muldvarp graver sine gange. November og december er en fest for Gnorterne. Det er de allerbedste måneder i året – drillemånederne – fortæller Akademiets kunstmentorer Pia Græsbøll Ottesen og Lho Høiris.

Kommentarer