Sommerafslutning i Swimteam Neptun Randers.
Traditionen tro skulle svømmesæsonen afsluttes med stil i Swimteam Neptun, trods en yderst mærkværdig sæson, der blev afbrudt af covid-19 lock down af de danske foreninger, netop som sæsonen skulle kulminere med forårets store langbanestævner.
Men 2⁄3 af sæsonen blev dog gennemført, med flotte resultater, og dét skulle fejres.
Så Swimteam Neptuns udvalg for sociale arrangementer blandt svømmerne, havde inviteret til flot sommerafslutning, i det flotte juni-solskin. Og vejret stod godt til de mange fremmødte, glade, spændte svømmere. I år måtte arrangementet desværre holdes uden andre voksne end udvalget, trænere og nogle få bestyrelsesmedlemmer, pga. forsamlingsreglerne. Men det gik alt sammen rigtig godt alligevel! Takket være fornemme foreningsrabat fra Nyvangs pizza og et flot sponsorat fra Royal Unibrew, var der både mad og drikke til de hungrende svømmere.
Også traditionen tro blev der uddelt præmier i aftenens løb.
Og af de større slags kan nævnes, at Katrine Kruse Rasmussen opnåede ikke bare en pokal for klubrekorder i årets løb, men også den første svært opnåelige guldnål fra Dansk svømmeunion, for hendes flotte 100m fri ved Danske Juniormesterskaber. Sammen med Katrine fik Freja Rasmussen, Sofie Kruse Rasmussen, Niklas Andersen og Johan Brorson også pokaler, for at have slået en eller flere klubrekorder i årets løb. Rekorden for dét må tilfalde Freja Røjkjær Rasmussen, der ved sæsonens udløb har sat hele 9 klubrekorder, og har 2 i derudover. Så hun står nu for 11 klubrekorder blandt pigerne. Den nuværende svømmer med suverænt flest klubrekorder i klubben. Det er meget imponerende.
Føromtalte Johan Brorson vandt også den meget prestigefyldte “Årets svømmer” pris, som han fik overrakt af sidste års vinder Sofie Kruse Rasmussen. Johan har haft et fænomenalt år, og var på klar kurs mod DM medaljer, da covid-19 desværre satte en stopper for sommerens danske årgangsmesterskaber. Men det skulle ikke forhindre klubben i at hædre hans flotte indsats i årets løb.
“Årets talent” blev den unge Oliver Munck Sommer, der har vist flot teknisk, træningsmæssig og resultatmæssig udvikling i årets løb. Han tegner sig for at blive en meget spændende svømmer, hvilket – heldigvis – mange af hans holdkammerater bestemt også gør!
“Årets fighter” blev Maja Brøndum, der trods knæskader m.m. har fightet sig til store personlige rekorder, og oprykning i klubben. Det skulle hædres med et flot skulderklap.
Og endelig blev føromtalte Freja Røjkjær Rasmussen også hædret for hendes flotte bidrag til en god klubkultur, som ven, som træner i svømmeskolen, og som svømmer. Og hun gik derfor derfra, på sin sidste skoledag, med et ekstra smil og prisen som “Årets kammerat”
Der blev også uddelte flere nålebeviser fra Dansk svømmeunion end Katrine Kruse Rasmussens føromtalte guldnål. Dog lidt lavere karat. Disse blev modtaget af dygtige svømmere fra såvel A, som B og C og D hold. Nålene symboliserer en udvikling, som unionen gerne vil markere. Endelig skulle der uddeles pokaler for DGIs holdturnering i år, hvor de der har deltaget alle 3 gange får en pokal. Det var der flere D og C holdssvømmere, der havde klaret. Og de modtog stolt den flotte pokal. Her var også 2 svømmere, der nok skilte sig lidt ud; Rasmus Gandrup Nejmann og Lea Skjærris Lund vandt nemlig en samlet 2. plads begge to, i deres årgange, og der var derfor en ekstra pokal til dem.
Om året der er gået udtaler cheftræner Morten Brøndum: “Så nåede vi i mål med den mest mærkelige sæson i mands minde… Der er ting, der har været rigtig bitre ved denne afbrydelse, som vores 3 meget spændende årgangssvømmere, der ikke kom afsted til de Danske langbanemesterskaber – eller vores juniorer, der ikke fik Danish open med. Så vi mangler lidt kulminationen på året. Men det er jo ens for alle. Vi glæder os over, at i den tid sæsonen varede viste Neptun-svømmerne overall større udvikling end nogensinde før, og der sættes nye standarder for denne klub, ved nærmest hvert stævne efterhånden – se bare en Katrine og hendes guldnål, eller en Freja med 9 (!) klubrekorder i indeværende sæson. En Johan, Frederikke og Mathias, der tager til DM og bare laver det ene fantastiske løb efter det andet. Og jeg kunne nævne mange flere, fra alle hold……. Vi kan næsten ikke vente til næste sæson, og håber vi får en hel sæson denne gang, med alle de oplevelser svømmerne fortjener” , slutter cheftræneren.
Swimteam Neptun har et par træninger tilbage i denne uge, før sommerferien er helt officiel. Og derefter træner de faktisk videre 2 gange om ugen på Søndermarksskolen, for at bygge op igen efter den ufrivillige pause. Efter sommerferien glæder Swimteam Neptun sig også afsindig meget til at starte svømmeskolen op igen, efter den også blev lukket ned.
Kommentarer