Livsstil og forbrug

Sparekassen Kronjylland skal dække svindel for over 100.000 kr. med kundes Nemid

Sparekassen Kronjylland er blevet pålagt at dække det meste af en af sine bankkunders tab, efter svindler lænsede kontoen for 138.000 kr.
Svindlen foregik ved, at en af Sparekassen Kronjyllands kunder, en 78-årig kvinde, i juli sidste år, blev ringet op af en mand, som udgav sig for at arbejde hos Nets. Han påstod, at kvindens konto var ved at blive hacket og bad hende derfor om at videresende en række sms-koder, som svindleren efterfølgende brugte til at lænse kvindens konto.
Kvinden fattede dog efterfølgende mistanke og ringede til banken. Her lykkedes det sparekassen at få returneret 27.500 kr. fra de pengeinstitutter, hvortil beløbene var overført, hvorefter tabet udgjorde 110.500 kr.
Sparekassen Kronjylland mente i første omgang ikke, at banken skulle dække tabet, idet hver sms til kvinden udtrykkeligt havde advaret kunden mod at udlevere koden til tredjemand. Men en afgørelse fra Det Finasielle Ankenævn den 6. februar i år pålægger nu Sparekassen Kronjylland at dække tabet.
Kvinden får derfor nu 102.500 tilbageført til sin konto, men skal betale en selvrisiko på 8.000 kr., idet ankenævnte peger på, at hun under omstændighederne har udvist groft uforsvarlig adfærd.

Kommentarer