Kultur og events

Stevnstrup Rideklub vandt DM i ponyspringning for klubhold

Hjemmeholdet vandt Agria DRF-mesterskabet i ponyspringning for klubhold, som blev afviklet ved landsstævnet hos Stevnstrup Rideklub søndag.
Med et samlet resultat på fire fejl vandt holdet fra Stevnstrup Rideklubs i weekenden guld ved Agria DRF-mesterskabet i ponyspringning for klubhold. De to hold fra Hillerød Sportsrideklub, som vandt kvalifikationen i fredags, kom på sølv- og bronzepladsen.
Vinderholdet består af Isabell Victoria Frost Jensen på Dinko Star, Silje Frederikke Kristoffersen på Bassy, Karoline Sloth Kjær på Wrapgaarden’s Magic og Olivia Neergaard på Hedemand’s Diana. Med fejlfri runder fra Karoline Sloth Kjær og Isabel Victoria Frost Jensen samt fire fejl fra Silje Kristoffersen på Bassy var guldet sikret, mens de to hold fra Hillerød Sportsrideklub skulle ud i omspringning med hver 12 fejl.
På sølvholdet var Line Busk Heltborg og Gogo M, Olivia Høyer Pedersen og Harfield Diego, Chili Auscher og Ballyglass Paddy og Freja Høyer Pedersen på Expat’s Muzzle Flash, mens bronzevinderne var Karla Baad Christensen på Oleary Spartacus, Camille Hartvig Nielsen på My Diamond, Camille Emilia Gotterup Heissel på Knockroe Bubble og Isabel Vang Hvitved på Jack the Lad.Stemningen har været i top ved det velbesøgte stævne, fortæller Stevnstrup Rideklubs daglige leder, Sille Hastrup.
– Det har været et fantastisk stævne. Vejret har været med os, vi har fået ros for vores faciliteter og baner, og der var masser af tilskuere til finalen. Så det er forløbet så godt, som vi kunne have ønsket os som klub, siger Sille Hastrup, som naturligvis også glæder sig over klubbens hjemmesejr.

Kommentarer