Livsstil og forbrug

Sundhedsstyrelsen: Én meters afstand er i de fleste tilfælde nok

Bistroteket i Randers er én af de restauranter, som har været lukket under coronakrisen. Nu kan restauranten måske åbne for indedørs gæster med det nye afstandskrav om kun en meter mellem gæsterne. Arkivbillede.

Sundhedsstyrelsen har søndag eftermiddag ændret den hidtil gældende anbefaling om to meters afstand mellem mennesker for at mindske risikoen for smitte med coronavirus. I langt de fleste tilfælde er det tilstrækkeligt at holde mindst en meters afstand til andre mennesker, lyder det fra Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen.
Fra Sundhedsstyrelsen lyder det, at man i vurderingen blandt andet har set på andre landes erfaringer.
– Det har vi gjort i tre måneder, da vi jo ikke skal sakke bagefter i forhold til at hente inspiration fra andre lande. Det er nok i virkeligheden det, der har udløst, at vi har revurderet afstandskravet. Når styrelsen hidtil har anbefalet to meter, skyldes det et forsigtighedsprincip, siger Søren Brostrøm, og fortsætter:
– Fordi vi blev ramt af en voldsom epidemi, og vi manglede erfaring. Men Danmark har virussen under kontrol, og derfor kan man løsne lidt. Nu kan vi tillade os at slække på nogle af forsigtighedsprincipperne, siger Søren Brostrøm.

Kærkommen melding for cafeer og restauranter

Netop kravet om to meters afstand ville kunne blive en stor udfordring for blandt andet restauranter og caféer, der kan åbne 18. maj som et led i genåbningens fase to. Her har man efterlyst netop en meters afstand som det gældende.
De nye anbefalinger om en meters afstand skal ses som faglige sigtelinjer, som skal implementeres under gældende love og regler i takt med genåbningen af Danmark.
Også skolerne vil kunne få svært ved at få plads til alle elever med de tidligere anbefalinger.
Søren Brostrøm understreger, at det vigtigste fortsat er grundig hygiejne, hvilket der er et skærpet fokus på i anbefalingerne.
– Det er vigtigt at sige, at når vi åbner mere for samfundet og slækker på afstandskravet, er det ikke det samme som, at man bare skal give los. Hygiejne ude i samfundet er det, som er allervigtigst for os. Mere end afstanden, siger han.
Sundhedsstyrelsen oplyser, at styrelsen i den kommende uge vil revidere en række af de øvrige retningslinjer og vejledninger for de enkelte sektorer som følge de af nye overordnede anbefalinger.

Kommentarer