Debat og politik

Sundhedsudspillet trækker tæppet væk under supercykelstierne

Supercykelsti fra Supercykelstisamarbejdet i hovedstadsregionen. Foto: Cyklistforbundet

Sundhedsudspillet er gift for supersykelstierne, mener Cyklistforbundet. Det virker kontraproduktivt, at der i transportministeriet nu udarbejdes en ny cykelstrategi for Danmark for at få flere til at cykle, parallelt med at sundhedsreformen peger på at fjerne grundfinansieringen til supercykelstierne, som går på tværs af kommunerne, skriver forbundet i en pressemeddelse.

Regeringen her netop præsenteret sit sundhedsudspil ”Sundhed tæt på dig”, som lægger op til ændringer i de nuværende regioners form og arbejdsopgaver. Udspillet fokuserer særligt på sundhedsområdet, men det lægger også op til store ændringer i de regionale udviklingsindsatser, hvor en række opgaver inden for blandt andet mobilitet, grøn transport og klima står til at frafalde. Og det vil få store konsekvenser for cykeludviklingen i Danmark, lyder det fra Cyklistforbundet.

– Faktisk ser det ud til at trække tæppet væk under en af de største succeser på cykelområdet i mange år, nemlig supercykelstierne, siger direktør i Cyklistforbundet, Kenneth Øhrberg Krag, og uddyber:

– Sundhedsreformen peger på at fjerne grundfinansieringen i Supercykelstisamarbejderne og dermed rammerne for at arbejde strategisk med cykling på tværs af kommuner i hele landet, og det er en stor skam. Vi burde jo gå den helt anden vej og udbrede successen med supercykelstier i fx Hovedsområdet og Midtjylland til resten af landet, siger han.

Stor sundhedsgevinst ved at cykle

Han peger især på den store sundhedsgevinst ved at cykle.

– Tværkommunale cykelindsatser som supercykelstisamarbejderne får flere til at cykle, og hjælper dermed til at gøre motion til en fast del af hverdagstransporten for flere og understøtter borgernes fysiske og mentale sundhed, siger direktøren, der peger på de konkrete resultater af supercykelstierne:

Konkret har Region Hovedstaden siden 2009 og Region Midtjylland siden 2020 ydet en afgørende støtte til de tværkommunale Supercykelstisamarbejder i henholdsvis hovedstadsregionen og Region Midtjylland. Og den tværkommunale og regionale cykelplanlægning virker, bevidner erfaringerne fra Supercykelstisamarbejdet i hovedstadsregionen. Her arbejder 28 kommuner og Region Hovedstaden sammen om at etablere tværkommunale cykelpendlerforbindelser i hele regionen. Og resultaterne er tydelige.

  • På de 16 etablerede supercykelstier er cykeltrafikken i gennemsnit steget med 75 procent fra før etablering til de seneste cykeltællinger i 2023.
  • Af de nye cyklister kørte 13 procent tidligere i bil.
  • Den gennemsnitlige turlængde på supercykelstinettet er 12 kilometer hver vej.

– Resultaterne står i kontrast til cykeludviklingen i resten af Danmark. I perioden 2009-2022 er cyklens andel af pendlerrejser på landsplan faldet fra 20,9 til 20,2 procent, mens den er steget fra 25,6 til 28,8 procent i Region Hovedstaden, fortæller Kenneth Øhrberg Krag.

De økonomiske fordele ved at flere cykler er helt åbenlyse, påpeger han:

– De positive sundhedseffekter ved mere cykling for samfundøkonomien er så store, at det sagtens betaler sig at investere i mere og bedre cykelplanlægning og cykelinfrastruktur. Alene et fuldt udbygget supercykelstinet i hovedstadsområdet har et årligt samfundsøkonomisk afkast på 23 procent, og heraf kommer 77 procent af gevinsterne fra sundhedseffekterne.

Se resultater fra Supercykelstisamarbejdet i hovedstadsregionen her

 

Kommentarer