Samfund

Sygeplejestuderende: Løn og arbejdsvilkår skyld i den lave søgning

Antallet af optagne på sygeplejestudiet er i år faldet med 18 procent, når man sammenligner med 2019.

For første gang siden 2014 er der således ledige pladser på rigtigt mange af de uddannelsesinstitutioner, der udklækker sygeplejersker. Og det vel at mærke på et tidspunkt, hvor behovet for sygeplejersker kun ser ud til at stige de kommende år.

Charlotte Gøtstad Sørensen, der er forperson for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS), har et bud på årsagen til, at søgningen er faldet så meget.

– Jeg er slet ikke i tvivl om, at det her handler om et fag, der politisk set er blevet nedprioriteret virkeligt meget, og at det er manglende handling fra politikerne, der gør, at de unge ikke bliver tiltrukket af uddannelsen.

– Det er blevet tydeligt for enhver, hvilke løn- og arbejdsvilkår, der gælder for vores fag, og det er blevet en bombe under de her ansøgningstal, siger Charlotte Gøtstad Sørensen.

Hun henviser blandt andet til regeringsindgrebet under sygeplejestrejken sidste sommer, hvor sygeplejerskerne efter hendes mening ikke blev anerkendt for deres kamp for hele sundhedsvæsnet, og peger samtidigt på, at statsminister Mette Frederiksen (S) få måneder senere bad sygeplejerskerne og ansatte i sundhedsvæsnet om at yde en ekstra indsats i forbindelse med en ny coronabølge.

– De kunne starte med at give en løn, der svarer til den uddannelse, det ansvar og de kompetencer, som sygeplejerskerne har. Det vil i længden give bedre arbejdsvilkår, fordi det vil få flere til at søge uddannelsen, blive på uddannelsen og blive i faget efterfølgende, afslutter hun.

Kommentarer