To folketingsmedlemmer skifter nu til Danmarksdemokraterne
Danmarksdemokraterne er tirsdag blevet to mandater større i folketinget.
Mest bemærkelsesværdigt er, at Mads Fuglede har forladt Venstre og melder sig ind i Danmarksdemokraterne, men også det tidligere folketingsmedlem for Nye Borgerlige Kim Edberg Andersen har meldt sig ind i Inger Støjbergs parti.
Mads Fugledes beslutning om at forlade Venstre er ikke kun et hårdt slag for Venstre. Partiskiftet betyder nemlig, at SVM-regeringen mister sit indenrigspolitiske flertal. Regeringens liv forventes dog endnu ikke at være i fare, sålænge de nordatlantiske mandater holder sig neutrale. Dermed kan regeringen lige nøjagtigt tælle til 90.
– Partier er i deres gode ret til at udvikle sig og bevæge sig rundt i det politiske landskab, men det er også klart, at når man gør det, er der nogen, der vil blive efterladt i den proces. Sådan har jeg haft det gennem længere tid, fortæller han til DR
Mads Fuglede og Inger Støjberg ligger tæt op ad hinanden værdipolitisk – særligt i forhold til udlændingepolitikken – og også gjorde det, da de var partifæller i Venstre.
Fuglede har tidligere været en markant udlændingeordfører for Venstre, og dertil var han ét af de ni folketingsmedlemmer, der ikke stemte for at sende Støjberg for Rigsretten i januar 2021.
Kommentarer