Kultur og events

To kasser akrylmaling fra Danmark blev til venezuelansk Näive Art-udstilling

 
Carlos Galindo er, sammen med kunstnere som Esteban Mendoza og Feliciano Carvallo, en af pionererne inden for ’Näive Art’ i Venezuela.

Grundet den utroligt høje inflation i Venezuela, har det de seneste år imidlertid været svært for den 80-årige kunstner at skaffe materialer til at udleve sin kunst.
Derfor har Apolonia Tabares Roldán, bosat i Aarhus, sendt to kasser med akrylmaling og pensler til Carlos Galindo, ligesom hun har fået sin søster i Venezuela til at købe og aflevere lærreder til ham. De færdige malerier er spændt ud på rammer af genbrugstræ med hjælp fra Røde Kors i Hinnerup.
Apolonia Taberes Roldán kommer oprindeligt fra San Sebastián de los Reyes, Aragua, hvor Carlos Galindo bor og er en ven af hendes familie. Hun fortæller, at det første værk er blevet solgt, og at pengene er sendt til Carlos Galindo, der først og fremmest bruger dem på fornødenheder i hverdagen til sig selv og sin datter og dernæst, hvis der er noget til overs til maling, lærred, pensler m.m. ”Inflationen er helt enorm i Venezuela, folk flygter, fordi der mangler mad, tøj, medicin, alt,” lyder det fra Apolonia Tabares Roldán, der håber på at få solgt endnu flere malerier, så det er muligt for Carlos Galindo at fortsætte med at skabe kunst.
Apolonia Tabares Roldán står for indsamling af donationer, hun er arrangør, ansvarlig og kurator på udstillingen i Underværket.
Billedtekst: Denne fantastiske og farverige verden, der er skabt af den anerkendte venezuelanske kunstner Carlos Ramón Galindo, kan opleves på hverdage i MellemSal i Underværkets åbningstid frem til og med fredag d. 13. december.

Kommentarer