Debat og politik

To partier vil have juridisk vurdering af Vanopslaghs boligsag

Foto: Folketinget.

Alternativet og Enhedslisten opfordrer nu Folketingets Præsidium til at undersøge, om formand for Liberal Alliance, Alex Vanopslagh bør retsforfølges i sagen om dobbelt husførelse.

– Det er en meget alvorlig sag, hvor vi nu kan se, at der er fire juridiske eksperter, som alle sammen vurderer, at der er foregået en lovovertrædelse, som bør vurderes af politiet, siger Enhedslistens gruppeformand, Peder Hvelplund til Ritzau.

– For os er det vigtigt at sikre, at folketingsmedlemmer ikke er hævet over loven. Vi skal være underlagt præcis de samme regler og forhold som andre borgere, fortsætter han.

Opfordringen kommer efter, Information har beskrevet, at flere jurister mener, at sagen bør undersøges af politiet.

Fra 2020 til 2022 fik Vanopslagh fik uberettiget et tilskud til dobbelt husførelse og en lejlighed stillet til rådighed af Folketinget. Tilskuddet og lejligheden fik han, fordi han havde flyttet folkeregisteradresse til Struer i perioden. Men Struer Kommune har afgjort, at han brød cpr-loven ved at opholde sig for lidt i Struer.

Alex Vanopslagh har betalt hele tilskuddet tilbage og opsagt sin folketingsbolig, og bebudet, at han troede, at han havde styr på reglerne.

Men det tilfredsstiller ikke Peder Hvelplund.

– Jeg har hvert fald svært ved at se andet, end at det her er noget, der er gjort med forsæt, siger han.

Folketingets formand, Søren Gade (V), vil ikke forholde sig til Enhedslistens og Alternativets ønske og den konkrete sag i en skriftlig kommentar til DR.

Kommentarer