Torsdag aften er Fagtalent-prisen uddelt i Scandic Falkoner i København
Torsdag aften er vinderne af den nye Fagtalent-pris kåret. Prisen er skabt for at kaste et velfortjent projektørlys på de dygtige faglærte, der dagligt gør en forskel i virksomhederne.
Efter et længere udskilningsforløb er vinderne af den nye Fagtalent-pris blevet hyldet. Det skete her til aften i en fyldt Scandic Falkoner i København. Det oplyser erhvervsorganisationen TEKNIQ i en pressemeddelelse.
Formålet med prisen er at inspirere flere unge til at søge mod blandt andet de tekniske erhvervsuddannelser og ændre den generelle opfattelse af, hvad man kan opnå med et svendebrev i hånden.
– Jeg er enormt glad for, at vi nu kan kaste et velfortjent lys på livet som faglært. Ved at hylde disse talentfulde unge mennesker håber vi at kunne ændre opfattelsen af, hvad det vil sige at være faglært og vise de fantastiske karrieremuligheder, der ligger og venter – ikke mindst i forhold til at dreje samfundet i en mere bæredygtig og digital retning, siger Maria Schougaard Berntsen, underdirektør i erhvervsorganisationen TEKNIQ, der organiserer virksomhederne i det tekniske erhvervsliv.
Ud af de otte vindere af prisen er halvdelen fra TEKNIQs medlemsvirksomheder, hvilket understreger, at der allerede er mange talenter at lade sig inspirere af i det tekniske erhvervsliv.
Fagtalent udspringer af et samarbejde mellem arbejdsgiverorganisationer, fagforbund og Jyllands-Posten. Det er første gang, den bliver uddelt, og det særlige er, at den hylder de faglærte, der allerede er udlært. Læs mere på Fagtalent
Vinderne af Fagtalent 2024
- Vækst og Iværksætteri: Mads Karrebæk Mortensen (klejnsmed, indehaver af M. Karrebæk Stål)
- Ledelse: Emilie Rath (automekaniker, talent & rekrutteringsleder i Kemp & Lauritzen)
- Kundetilfredshed: Marco Asmussen (vvs-montør, Wicotec Kirkebjerg)
- Talentudvikler: Anette Lok Pless (leder for lærlinge, SIF Gruppen)
- Grøn omstilling: Morten Bille-Hansen (anlægsmedarbejder, Tscherning)
- Innovation: Cille Kirstine Beyer (salgskoordinator, Semler Gruppen A/S)
- Komet: Kasper Bergmann Mortensen (industritekniker, Grundfos A/S)
- Kulturbærer: Thobias Elleholt (vvs-montør, Bravida)
Kommentarer