Samfund

Udsigt til ny stor rentestigning til boligejere

Privatøkonom Brian Friis Helmer, Arbejdernes Landsbank. PR foto.

Boligejere med F1-lån, der for blot et år siden fik en rente med negativt fortegn, står nu over for en rente på over tre procent. Det er den højeste F1-rente ved en auktion i 14 år, hvis resultatet holder stik. Boligejerne kan efter alt at dømme godt begynde at reservere ekstra plads i budgettet til en højere ydelse.

Konklusionen kommer ifølge mediet Finans fra privatøkonom Brian Friis Helmer fra Arbejdernes Landsbank.

For et år siden lå renten på F1-lånene på -0,02 procent, men står altså til at skyde 3,56 procent i vejret. Det betyder ifølge Brian Friis Helmers beregninger, at et afdragsfrit lån på en million kroner vil vokse i ydelse efter skat med 2.220 kroner. Har man et lån på en million kroner med afdrag, stiger ydelsen efter skat med 1.000 kroner.

– Det er en stor ekstra regning, som danskerne står med, og det dækker alene udgifterne til boligfinansieringen. Mange andre dele af forbruget er også steget i pris. Det er blevet dyrere at handle ind i supermarkedet, fylde bilen op med benzin og tænde for stikkontakten i boligen, siger Brian Friis Helmer.

Kommentarer