112 og retsvæsen

Venstres retsordfører: Ventetiderne ved domstolene er rystende

Domstolssystemet er enormt presset, og flere penge gør det ikke alene. Retsplejen trænger til en forenkling, så ventetiden kan bringes ned. Det skriver Preben Bang Henriksen i en kronik i Jyllands-Posten.

Danmarks Domstoles årsrapport fra 2021 viser, at antallet af sager anlagt ved landets domstole er steget markant, og tilsvarende er ventetiden på behandling af sagerne rekordhøj. Det kalder Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, for så stort et problem, at det kvæler retssikkerheden for danskerne.

Han og Folketingets øvrige retsudvalg har for nylig har været på rundtur hos landets domstole, og efter det står det lysende klart for Preben Bang Henriksen, at nedbringelse af ventetiderne er en bunden opgave for samtlige aktører i retssystemet, anklagere, advokater, dommere og ikke mindst politikerne.

I en kronik i Jyllands-Posten lørdag peger Preben Bang Henriksen på, at retsplejen trænger til en forenkling, og han lancerer en række forslag til at løse udfordringen. Han mener, der skal flere penge til domstolssystemet, men gør det samtidig klart, at problemerne er så massive, at det ikke blot kan løses ved at tilføre flere penge på finansloven. I stedet mener han, at der skal landes en politisk aftale i stil med politiets og Kriminalforsorgens økonomi.

– Vi har i Danmark sandsynligvis nogle af de bedste domstole i verden. Vi har dygtige og uafhængige dommere, der ikke går på kompromis med retssikkerheden. Langt de fleste, der har været i retten, føler sig derfor rimelig godt behandlet. Dog med en enkelt særdeles væsentlig modifikation: ventetiden.

– En civil sag, eksempelvis en sag om mangler ved et hus, tager i dag i gennemsnit 28 måneder ved Retten i Aarhus, og ankes den til landsretten, kan der lægges mindst yderligere 12-15 måneder til. Det duer bare ikke i et retssamfund, skriver Preben Bang Henriksen.

Til efteråret skal partierne på Christiansborg aftale de nærmere rammer for domstolenes økonomi og virke i de næste fire år, og der er ingen tvivl om, at ventetiden er langt det alvorligste problem i et ellers velfungerende system, lyder det videre i kronikken i Jyllands-Posten.

– Af én eller anden grund synes ingen rigtig at have særlig lyst til at foreslå forenklingsforslag, der sammen med flere midler kan få ventetiden ned. Så på baggrund af godt 43 år i de danske retssale vover jeg pelsen i håb om at andre kommenterer eller endnu bedre, fremkommer med egne forslag.

De 18 forslag kan ses her.

Kommentarer