Livsstil og forbrug

Første skridt taget til et nyt rekreativt område ved Nørreåen i Ålum

Se billedserie De sidste fire lørdage har frivillige knoklet for at rydde det område nord og syd for Nørreå ved Ålum, hvor der snart skyder et nyt, rekreativt område op. Foto: Jan Szwed. Se flere billeder i galleriet

Efter flere års forberedelse er et nyt rekreativt område ved Nørreåen syd for Ålum endelig inden for rækkevidde. Fire lørdage har frivillige fra Ålum og Vester Velling knoklet for at rydde det område, hvor shelters, broer, ophalerplads, kajakhotel med mere snart vil skyde op.

Borgerne i de fire små landsbyer, Ålum, Vester Velling, Øster Velling og Terp er nu tæt på at se en mangeårig drøm gå i opfyldelse  – et rekreativt sted ved Nørreåen syd for Ålum, hvor kano- og kajakfolket kan lægge til og overnatte i shelter, og hvor både lokale og besøgende kan samles for at hygge, fiske og soppe i åen, som man gjorde det i gamle dage.

De sidste fire lørdage har en flok frivillige borgere fra Ålum og Vester Velling mødtes for rydde arealet på begge sider af Nørreå, hvor de nye faciliteter formentligt vil skyde op i løbet af foråret og sommeren.

Oprindeligt var der aftalt et stormøde 12. marts for at informere om status på projektet, men så dukkede coronakrisen op, og satte en stopper for det.

– Så tog vi lige en dyb indånding og besluttede os for bare at gå i gang med at rydde arealerne alligevel, fortæller Ghita Tougaard, formand for Ålum Beboerforening, der som forening er administrativ tovholder på projektet.

Af hensyn til fugle- og dyrelivet i området, var det nemlig et krav at området skulle ryddes for bevoksning inden 15. april.

– Og som altid her i lokalområdet var der jo lynhurtigt en flok, der meldte sig frivilligt til at tage tjansen. Og andre har bidraget med morgenmad, frokost og kaffe til de flittige mennesker, fortæller Ghita Tougaard, som glæder sig over, man nu er kommet i gang.

Flere sidegevinster

Og det har også haft en anden positiv effekt, fortæller hun.

– Projektet har været undervejs i så mange år, hvor tiden er gået med at søge penge, tilladelser med mere. Nu har vi fået gang i arbejdet, og det har skabt en ny synlighed omkring projektet, siger Ghita Tougaard, som føler sig overbevist om, at når man på et eller andet tidspunkt får mulighed for at holde stormøde om projektet, så vil det have en fornyet interesse blandt lokale borgere.

En helt anden positiv oplevelse, som er kommet ud at arbejdet ved åen, har været fællesskabet og muligheden for at mødes, påpeger hun.

– Det har været rigtigt dejligt at kunne mødes – at gøre noget sammen, være sammen og tale sammen. Selvfølgelig med de forholdsregler, der nu skal være, men bare det at mærke fællesskabet, det har været helt fantastisk, fortæller Ghita Tougaard.

Tværkommunalt projekt

Projektet ligger i både Randers- og Favrskov Kommuner, da Nørreåen danner kommuneskel.

Projektet er således finansieret med LAG-midler for 600.000 kroner fra begge kommuner. Desuden har Elro Fonden støttet projektet med 500.000 kroner, Landsbypuljen i Randers Kommune med 75.000 kroner og Nordea Fonden med 100.000 kroner.

Et stort område nord og syd for Nørreå ved Ålum er nu ryddet og klar til at etablering af de forskellige elementer, der indgår i det kommende rekreative område. Foto: Jan Szwed
Over fire lørdage har frivillige fra Ålum og Vester Velling knoklet for at få ryddet arealerne nord og syd for Nørreå ved Ålum. Af hensyn til dyr og fugle, skulle arbejdet færdiggøres inden 15. april. Foto: Jan Szwed
Arbejdet ved Nørreå betød også et velkomment samvær mellem lokale frivillige, der hyggede sig sammen – med afstand – mellem arbejdsopgaverne. Foto: Jan Szwed
Formand for Ålum og omegns Borgerforening Ghita Tougaard (tv) sammen med Kirsten Christensen, der også er en af landsbyens ildsjæle. Kirsten , som har boet i Ålum i over 25 år, er blandt andet medarrangør af det årlige byloppemarked , bankospil og med i byens foredragsgruppe. De to glæder sig – sammen med en masse andre lokale borgere – til at der bliver liv ved Nørreåen. Foto: Jan Szwed
 
 

Kommentarer