Erhverv

Højeste antal konkurser i 12 år blandt danske virksomheder

Arkivfoto: Yuri Kim.

Mange danske virksomheder, som benyttede sig af de lånemuligheder, staten stillede til rådighed under coronapandemien, har haft mere end svært ved at betale lånene tilbage.

Det har medvirket til, at antallet af konkurser i 2022 er steget til et niveau, som ikke er set siden 2010. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Cheføkonom hos Lederne, Niklas Praefke, peger på, at det er den benhårde virkelighed, som nu slår ind over dansk erhvervsliv.

– Kassen er tom i mange virksomheder, og de må dreje nøglen om. Det er dels et udtryk for, hvor barsk den økonomiske situation er lige nu, og dels at mange usunde virksomheder reddede sig gennem coronakrisen ved hjælp af hjælpepakker, skriver han i en kommentar.

I alt gik 2834 virksomheder konkurs sidste år. Konkurserne i 2022 har medført et tab af 13.700 fuldtidsstillinger, hvilket er det højeste siden 2013, og særligt byggebranchen har været hårdt ramt.

Niklas Praefke frygter, at erhvervslivet fortsat har værste foran sig.

– Den økonomiske aktivitet er på vej ned, og det vil trække flere virksomheder med i konkursfaldet. I sidste ende betyder det, at flere mister jobbet, og flere virksomheder må lukke, skriver han.

Trods dystre udsigter står dansk økonomi dog på et solidt fundament. Det skriver Mathias Dollerup, der er seniorøkonom hos Sydbank, i en kommentar.

– Dansk økonomi er godt rustet til modvind. Den står i dag et bedre sted end forud for finanskrisen og gældskrisen. Det kan være med til at dæmpe det økonomiske stød, selv om 2023 meget vel kan byde på det højeste konkursniveau i adskillige år.

Kommentarer