112 og retsvæsen

Politi jagtede Mercedes på natteflugt

Natten til mandag kl. 02.16 gik der alarmen hos Fakta på Bredgade i Langå, hvor en port var brudt op. Føreren af en fragtbil, der ankom til stedet nåede at se de første bogstaver på nummerpladen på en sølvgrå Mercedes, der kørte fra stedet i retning mod Laurbjerg.
Godt 20 minutter senere gik der en alarm ved Kop og Kande på Søndergade i Hadsten, hvor en bagdør og en dør til lageret var brudt op.
Et vidne havde set en større, sølvfarvet Mercedes køre fra stedet og kunne oplyse hele nummerpladen, der viste sig at tilhøre en anden bil. Bogstaverne på nummerpladen og bilens udseende passede på beskrivelsen fra indbruddet i Langå.
Kl. 03.04 spottede en patrulje den sølvgrå Mercedes på Asylvej i Risskov. Patruljen satte efter, men da føreren af bilen så politiet satte vedkommende farten op. Patruljen fulgte efter ad Skovvangsvej, Randersvej og Vejlby Ringvej, hvor det lykkedes føreren af den sølvgrå Mercedes at stikke af fra politiet.
Heller ikke ved den efterfølgende rundering i området lykkedes det betjentene at finde bilen.

Kommentarer