Kultur og events

Salling Fondene donerer historisk beløb til Team Danmark

Pressefoto

Salling Fondene donerer 60 millioner kroner til Team Danmarks arbejde frem mod OL i 2028. Midlerne skal blandt andet gå til direkte støtte til atleterne, et trænerprogram og en målrettet indsats for de dygtigste talenter.

Det er den største enkeltstående donation til dansk eliteidræt nogensinde. Salling Fondene har besluttet at donere 60 mio. kr. til Team Danmarks arbejde, og midlerne skal sikre de bedst mulige forberedelser frem mod OL i 2028 i Los Angeles. Et arbejde, der allerede er i gang i mange forbund.

Bestyrelsesformand for Team Danmark, Lars Krarup, sender en stor tak til Salling Fondene og fortæller, at midlerne er afgørende for, at danske atleter igen og igen kan blande sig blandt de bedste i verden.

– Det er en meget stor og glædelig nyhed for dansk eliteidræt, at Salling Fondene igen bakker så helhjertet op om de danske atleter, der kæmper i rødt og hvidt. Den store og langvarige støtte giver Team Danmark mulighed for at hjælpe atleter, trænere og forbund til at nå højeste sportslige niveau. Uden støtten fra Salling Fondene ville der ganske enkelt være mindre at juble over. Langt de fleste lande, vi sammenligner os med, opruster voldsomt i eliteidrætten i disse år, og derfor er donationen helt afgørende for, at danske atleter forsat har mulighed for at vise verdensklasse.

Derfor vil jeg gerne på vegne af atleter, landstrænere, forbund og Team Danmark sige tusind tak for støtten og et godt og tillidsfuldt samarbejde, som forsætter frem mod 2028, siger Lars Krarup.

– De danske atleter arbejder hver dag enormt hårdt på at blive blandt verdens bedste, og de spreder glæde, begejstring og fællesskab over hele Danmark. I Salling Fondene støtter vi projekter og initiativer til gavn og glæde for de mange, og det formål er atleterne nogle af de stærkeste ambassadører for. Derfor er det en stor fornøjelse fortsat at støtte atleterne, og vi er glade for at stå bag dem i deres stræben efter toppræstationer og i at sikre store oplevelser til os alle, fortæller bestyrelsesformand for Købmand Herman Sallings Fond, Jens Bjerg Sørensen.

For Team Danmark og Salling Fondene har det været vigtigt at skabe klarhed over økonomien for atleterne så tidligt som muligt, så de atleter, der skal kæmpe om topplaceringer til næste sommer i Paris, allerede nu har ro og tryghed omkring økonomien på den længere bane.

Fakta

Salling Fondene har siden 2009 støttet Team Danmarks arbejde. Med den nye donation har fondene samlet doneret 250 mio. kroner til Team Danmark og dermed sikret et markant og langvarigt løft til dansk eliteidræt.

Midlerne fra donationen vil primært fokusere på følgende indsatser:

  • Individuel økonomisk støtte til atleter
  • Støtte til forberedelse/træning og målrettet international konkurrencedeltagelse
  • Teknologi og udstyr
  • Styrke set-up omkring atleter i form af eksperter
  • Trænerprogram
  • Talentpram for de største talenter
  • High Performance-indsats op til og under OL i 2028

Om Salling Fondene

Salling Fondene arbejder for at gøre danskernes hverdag bedre. Som ejere af Salling Group, der står bag føtex, Bilka, Netto, Salling og BR, donerer Salling Fondene hvert år en del af overskuddet fra Danmarks største detailkoncern til initiativer og projekter inden for kunst og kultur, sport, uddannelse, kirke og velgørende formål.

Alene siden 2012 har Salling Fondene uddelt over 2 milliarder kroner til gavn og glæde for mennesker i Danmark. Læs mere på sallingfondene.dk

//Ritzau

 

Kommentarer