Spentrup

Skoler og klubber i Randers genåbner gradvist fra på mandag 18. maj

Fra mandag den 18. maj og de følgende dage genåbner skolerne i Randers. På Munkholmskolen er man klar til at tage imod de ældste elever og genåbner for 6.-9. klasse onsdag den 20. maj.

Regeringen har besluttet at 6.-10. klasse kan vende tilbage i skole. De 20 folkeskoler i Randers Kommune åbner fra 18. maj. Mens syv skoler åbner fuldt fra mandag morgen, åbner otte skoler den 19. maj, og tre skoler åbner hen over flere dage i den kommende uge. Samtidig åbner fritidshjem og klubber fra 18. maj.
Lørdag 16. maj blev kommunens krisestyregruppe og Skole- og Uddannelsesudvalget præsenteret for genåbningsplanerne for både skoler, ungdomsskole, klubber og fritidshjem.
– Det bliver nogle dejlige dage, når vi kan se også vores 6.-10. klasse myldre tilbage til skolerne. Vi har nu behandlet genåbningsplanerne, som også er gennemgået af kommunens hygiejneorganisation. Vi er i udvalget ikke i tvivl om, at der bliver tale om gode og udbytterige dage i skolerne, hvor der også er stor fokus på at holde fast i hygiejne- og afstandskrav. Skolerne har afsæt i nødundervisning, men vi kan også se i planerne, at skolerne gør sig umage for at levere så meget og så varieret undervisning som overhovedet muligt. Samtidig kan vi se, at vi også for førskole og 0.-5. årgang bevæger os hen mod mere normale forhold, siger Steen Bundgaard, formand for Skole- og Uddannelsesudvalget i Randers Kommune.
Forældre og elever får nu direkte besked om åbningsplanerne.

Hverdagen ikke helt som før

På de enkelte skoler fortæller genåbningsplanerne, at der er stort fokus på hygiejne. Klasserne er så vidt muligt i deres egne lokaler og tilhørende opholdsrum, og der er styring på hvilke klasser der benytter hvilke toiletter. Der skiftes mellem nødundervisning og pauser og der bliver ikke ringet ind og ud. Samtidig bliver pauser koordineret på tværs af klasserne, så alle ikke har pauser samtidig.
For førskole og 0.-5. årgang går elever og lærere også mod en mere normal tilstand i hverdagen. På langt de fleste skoler sidder de nu i egne klasselokaler med mindre afstandskravet på en meter ikke kan overholdes. For kommunens specialskoler er der kun få ændringer, da de åbnede i forbindelse med første fase af genåbningen.
– Lige nu har skolerne travlt med at gøre det sidste klar til at tage imod eleverne. Der vil være en meters afstand mellem alle fra næsetip til næsetip, der er få lærere tilknyttet hver klasse, så vi undgår for mange forskellige kontakter, og der er tænkt i håndvask, sprit og ikke mindst gode skoledage, hvor en stor del af undervisningen også vil foregå ude, når det er muligt. Jeg er imponeret over, hvor flot skoler og klubber har forberedt sig og hvor gennemarbejdede åbningsplanerne er, siger Jesper Kousholt, skolechef i Randers Kommune.

Kommentarer