Debat og politik

Start på nyt folketingsår markeret med statsministerens åbningstale

Statsminister Mette Frederiksen holdt sin åbningstale på folketingsalens talerstol tirsdag den 3. oktober.

I dag tirsdag den 3. oktober blev et nyt folketingsår skudt i gang med royalt besøg og åbningstaler af folketingets formand Søren gade og af statsminister Mette Frederiksen.

Sidstnævnte brugte en stor del af sin tid på at tale om en overdrevet teoretisering i folkeskolen, og nævnte blandt andet at der i øjeblikket er over 1.081 bindende mål fra politisk hold, som lærerne i folkeskolen skal forholde sig til.

– Alene for undervisningen i idræt er der over 250 mål i alt, og lad mig læse ét af dem op, lød det fra Mette Frederiksen.

– “Eleven kan vurdere idrætskulturelle normer, værdier og relationer i et samfundsmæssigt perspektiv.”

– Helt ærligt, er det fordi, vi har proppet teori og alt for abstrakte begreber ind i idrætstimerne, spurgte statsministren retorisk.

Eksemplet i talen viser et af de få punkter, der samler de tre regeringspartier, hvor kampen for regelforenkling og en ny udgave af folkeskolen skal være en bærende fortælling.

Det er et projekt, alle tre regeringspartier er optaget af, men som er særlig vigtigt for socialdemokraterne. Her har det længe været et ønske hos både statsministeren og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) at få gjort folkeskolen mindre teoritung og mere attraktiv for de elever, der har gode praktiske færdigheder.

Hele talen kan læses på Statsministeriets hjemmeside.

Kommentarer