Kultur og events

Staten sender over 300 millioner ud til kulturlivet i Danmark

Kulturprinsen – Udviklingscenter for Børne- og Ungekultur, med base i Viborg, har modtaget to millioner kroner til arbejdet med at give børn i dagtilbud og skoler i hele landet lige adgang til inddragelse og deltagelse i kunst og kultur. Foto fra projektet LegeKunst. Pressefoto: Kulturprinsen

Et bredt flertal i Folketinget er enige om fordelingen af midler til kulturlivet, som løber op i 324 millioner kroner. Der er enighed om at styrke en lang række kulturelle områder lige fra musik og scenekunst til billedkunst og lokalarkiver.

Kulturministeren er sammen med Socialdemokratiet, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige blevet enige om fordelingen af midler til det kulturelle område. Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse onsdag.

Der er afsat 2,75 millioner kroner til kunstcenteret Copenhagen Contemporary og to millioner kroner til Sammenslutningen af Lokalarkiver, der skal sikre, at de mange frivillige på arkiverne kan få bedre vejledning i at håndtere de komplekse regler for databeskyttelse.

De musikalske grundkurser (MGK), der forbereder unge til optagelse på videregående musikuddannelser, er også en del af fordelingen. Der er blevet afsat 1,7 millioner kroner til at kompensere MGK Midt-Vest, MGK Sjælland og MGK Sydjylland i 2024, da den midlertidige kompensation til MGK-centrene for en omfordeling, som Statens Kunstfond tidligere har foretaget, står til at udløbe ved udgangen af 2023.

Se listen over alle de formål, der har modtaget støtte fra Kulturministeriet her!

Kommentarer